Stormen gaar sin Kæmpe-Gang;
Havet vaagner af sin Dvale.
Hører Du den brudte Klang?
Dybets Torden-Røster tale.
Tør Du kjæk ved Roret staa,
Ride paa den høie Raa?
Eia! frit lad Støvets Evne
Svulme i det vilde Stevne.
Hæv Dig i den stolte Dyst
Paa din Snekkes Ørnevinge!
Snart Du skal med Guddomslyst
Nattens dunkle Magter tvinge.
Seiren hviler i din Arm, —
Bølgen brister i sin Harm;
Hjemmets Strande, grønne, smukke,
Frem i Morgenrøden dukke.