En Nattergals Klædning er askegraa,
Hans Disk er de grønne Blade;
Papagøien har skinnende Toga paa,
Og spiser af Sølverfade.
Naar Mørket synker paa Skov og Eng,
Han sidder saa lunt paa Pinden;
Men Sangeren har sig en Gren til Seng,
Der gynger i Nattevinden.
Blidt sværme i Elskov og Sommerlyst
En Nattergals Fantasier;
Dybt Tonerne gribe hvert ædelt Bryst,
Al Verden lytter og tier.
I Ovnskrogen sat for sin Levetid,
Papagøien med Snak sig piner;
Filisterne studser ved al den Flid,
Og ler ad hans dumme Miner.
Papagøien sidder i hundred Aar
Med Hæder og Gunst i Stuen;
Naar Døden den gamle Tunge naar,
Da græmmer sig Herren og Fruen.
I Skoven er Sorrig en liden Stund,
Naar Sangerens Kvad forstummer;
Men Ingen freder hans sidste Blund,
Og Ingen har delt hans Kummer.