1.
Kongen lader biude offuer alt sit Land,
hand lader dem der til vare:
Først hans Riddere oc saa hans Mend,
at de skulle met hannem fare.
Hand agter ind til Vendiske Land,
som ligger vnder Danmarcks Krune:
Det er saa ilde gangen i Haand,
det klages saa mangelunde.
Mand hørde der siges aff,
Koning Erick førde saa sterck en Hær,
alt offuer det Øster Haff.
2.
For Huidangger lagde de ind deris Skib,
de loede deris Harnske did hente:
Det raade Gud Fader i Himerig,
naar wi skulle dennem vente.
De seylede ofuer den salte Sø,
de Danske vaare fro oc glade:
Danmarck denem strax aff syne gick,
Christ Heloff der de quade.
Alt met saa megen søme,
oc der de kome for Rostock ind,
de saffnet saa vel deris komme.
3.
De dueldis der fulde Otte dage,
de Herrer laae i den Stad:
De vaare vel Siu tusinde til Hest,
huer mand vaar fro oc glad.
Oc det vaar om en Onsdag Morgen,
oc end tre Timer for dag:
Det vaar saa mangen rasker Heldt,
sig vebne loed i Plad.
De loede fortecke met Guld deris Ørss,
de haffde røde vaaben rocke paa,
der vdi sade huide Kaars.
4.
De rede vd at Sønder Port,
deris Harnsk de skinde saa vide:
Herr Marsk Stigs Baner det fremerste vaar,
saa faa finder mand hans lige.
Her offue Drostis Baner vaar nest,
saa herlig i tre stycke:
De loffuede Pending til hellige stæder,
Gud vilde dem vnde god Lycke.
De droge for Skæren saa trygge,
den dag de Seyr mone vente,
de vilde icke drage til rygge.
5.
De droge tre Mile saa hemmelig,
det Raad gaff Her Johan:
De sende to Muncke paa kundskaff vd,
de vaare aff Doberan.
I bede de Herrer fortiene deris Leen,
eller wi deris Gods ville brende:
I bede de Danske tencke der paa,
saa giørligen wi dem kiende.
De ere oss vorden vræde,
men førend de kome aff Tyskland vd,
der skal saa mangen mand suæde.
6.
De vaare vel Fiorten tusind mand,
aff Vismar monne de ride:
De loffuede Pendinge til hellige stæder,
de Danske maatte dem bide.
De mødte huer andre ved it Barfred,
alt paa en platz saa grøn:
Deris spaatske Ord denem lidet hiulp,
de nappede der aff røn.
Der maatte da vige de Tydske Mend,
som førre haffde brut deris Tro,
thi Gud vilde haffue det heffnd.
7.
Dette skede alt om en Fredag god,
oc end en Time for Non:
De Tydske maatte for Dansk Mand vige,
hand vilde dem icke skone.
Faare da rider hand Kong Herr Erick,
met sine Brødre to:
I bruge eder nu i Danske Hoffmend,
som eder magt ligger paa.
Det staar til Gud oc eders fri mod,
wi vinde baade Slotte oc Feste,
wi træde vaare Fiender vnder Foed.