Spanie Land oc Myklegaard etc.
1
1
1.
Spanie Land oc Myklegaard,
de ligge saa langt aff lee:
de Herrer sende huer andre Bud,
der aff saa yppis deris Vræde.
De ædelig Sønner oc de rige.
2.
Det vaar Knud aff Myklegaard,
hand taler til Broder sin:
Oc du skalt ind til Spanieland,
oc føre did Sendebreffue mine.
3.
Melte det Peder lille saa brat,
hand vaar saa viss en Mand:
Saa vist kommer ieg her aldrig mere,
drager ieg i Fiende Land.
4.
Oc skal ieg kiære Broder bortfare,
met bud oc Breffue dine:
Det vil ieg for sanden sige,
ieg kommer her aldrig igien.
5.
Hand tog Posen paa sin Bag,
oc Pillegrims staff i Hende:
Saa gick hand til det Fergested,
som ingen mand hannem kiende.
6.
Det vaar en tredje Pintzdag,
de løbe vdaff den Minde:
Det vaar paa en anden Juledag,
vor Herre dem Haffnen sende.
7.
De kaste deris Ancker vd for Bord,
alt paa den Spanske Sand:
Det vaar Peder Benditssøn,
hand træn der først paa Land.
8.
Mit vdi den Borgegaard,
der agselet hand sit Skind:
Saa gaar hand vdi Høyelofft,
for Spanie Lands Koning ind.
9.
Hel side i Spanie Lands Koning,
alt offuer eders bræde Bord:
Tage i nu de Lønbreffue aff mig,
eder sendes fra Myklegaard.
10.
Det vaar Spanie Lands Koning,
der hand de Lønbreffue saae:
Saa tog hand vd den liden Kniff,
skar dem i stycke saa smaa.
11.
Melte det Peder Benditssøn,
hand stoed der lidet fraa:
Huad stoed vdi de Breffue screffuit,
medens de icke læsis maa.
12.
Icke tør du spørie om tidende ny,
de Breffue ere dig icke best:
Som mend ved Peder Benditssøn,
du est en kiender giest.
13.
Siu tønder aff det huide Sølff,
dem skattet din Fader fra mig:
Men otte Tønder aff det røde Guld,
vil ieg icke haffue for dig.
14.
Ieg vaar mig saa lidet it Barn,
for inden min Fostermoders Arm:
Ieg det aldrig nogen tid hørde,
min Fader giorde eder Harm.
15.
Hør du Peder lille Benditssøn,
haffuer du ey førre det hørt:
Det da skal det lidet Grijss gielde,
som gamelt Suin haffuer brøt.
16.
Toge de Peder Benditssøn,
fulde hannem paa grønen Vold:
Saa hugge de hannem sit Hoffuit fra,
alt offuer hans eget Skiold.
17.
Det vaar Peder lille Benditssøn,
hand bucker vnder blancken Suerd:
Som mend leffuer Knud aff Myklegaard,
hand heffner vist min ferd.
18.
Oc det stod saa vdi Vinter,
oc saa i otte Aar:
førend der kom bud fra Spanie Land,
oc ind til Myklegaard.
19.
Det vaar Knud aff Myklegaard,
sider offuer sit brede Bord:
Saa mangt komer hanem i tancke sine,
hand tencker paa Peder lilles ord.
20.
Oc hand lader biude offuer alt sit Land,
baade offuer læg oc lærd:
End fick hand Siu tusind mand,
som bære kunde Brynie oc Suerd.
21.
De vunde op deris Silcke Seyl,
saa høyt i forgyldene Raa:
Saa seyler de dem til Spanie Land,
icke minder end Maanede tho.
22.
Vecteren stander paa høyen Mure,
hand vincker vd offuer de Strande:
Her kommer seylend de Orlog Skib,
som føre forgyldene Brande.
23.
Komer her seylend de Orlog Skib,
flere end du kand neffne:
Vist er det Knud aff Myklegaard,
sin Broders Død at heffne.
24.
Oc det vaar Spanie Lands Koning,
raabte offuer al sin Gaard:
Vel op alle mine gode Hoffmend,
her er en Fiende saa haard.
25.
Høre i det mine ærlige Mend,
i Stride nu vden all falsk:
I stride imod Knud aff Myklegaard,
hand er saa haard en Halss.
26.
Det vaar Knud aff Myklegaard,
hand styrde sin Snecke vdi Haffn:
Oc hannem fulde effter siu tusind mand,
saa vide gaar der aff saffn.
27.
Det vaar Spanie Lands Koning,
hand ganger hannem strax imod:
Hannem fulde vel Femtan tusind Hoffmend,
i Jern fra Haand til Foed.
28.
Oc de fectedes dennem i dage,
de fectedes i dage tho:
Ene stod Knud aff Myklegaard,
hans Folck vaar falden hannem fra.
29.
End vorde hand sig for Kongens Mend,
hand vorde sig for dem alle:
Lige som Løff mod Vintrens tid,
saa monne de for hanem falde.
30.
Vd kom løbendis Jomfru Dagmar,
oc gaff hun saa for raad:
Sla i strax løss den vilde Biørn,
da bliffuer Knud vist hans braad.
31.
Det vaar Knud aff Myklegaard,
hand stod saa haard i Brynie:
I lade det aldrig til Danmarck spøries,
i biede mig met eders Hunde.
32.
Tage i Knud aff Myklegaard,
lade hannem i Bolten slaa:
Lede i hanem morgn for offuen Slot,
lader hugge hannem Hoffuedet fra.
33.
det vaar Knud aff Myklegaard,
hand bucker vnder Skiold saa rød:
som mend leffuer hand Bendit Knudssøn,
da heffner hand vist min Død.
34.
Det stod saa den Vinter igenem,
den Sommer kom saa blide:
Saa fast da lengis Bendit Knudssøn,
at hand det icke maatte vide.
35.
Oc der kom Tidende hiem til Lande,
de vaare icke alle ret gode:
Slagen er hand Knud aff Myklegaard,
oc ingen biuder for hannem bod.
36.
det vaar Bendit Knudssøn bleff vred,
hand vebnet saa mangen Mand:
Saa seylede hand met Snecker Tolff,
saa frit til Spanie Land.
37.
Der de kome nu vdi den Haffn,
som dem lystet da at huile:
Bendet tager paa sin Pillegrims Klæder,
38.
Her side i alle mine gode Hoffmend,
saa stille for inden Skibs Bord:
Medens ieg gaar bort til Spanie Lands Kong,
at tale met hannem it Ord.
39.
Hel side i gode Jomfru Dagmar,
hin væne oc hin skøne:
Ville i laane en Pillegrim Huss,
HERRE Gud hand eder det løne.
40.
Haffuer du icke været til Tinge,
oc haffuer du været til steffne:
Haffuer du hørt Knuds Sønner aff Myklegaard,
de ville deris Faders Død heffne.
41.
Alt haffuer ieg været til Ting oc steffne,
oc hørd der Tidende fra:
Knuds Sønner kunde aldrig føre Krig,
fordi de ere saa smaa.
42.
Oc hun løffte op hans Pillegrims Hat,
oc saae hans Silcke Hue:
Det du siger dig en Pillegrim være,
det monne du for mig liue.
43.
Icke er ieg en Pillegrim,
det kand saa lidet due:
Ieg er eders kiæriste Syster Søn,
ieg er Knud Paarss aff Ty.
44.
Est du allerkiæriste Syster søn min,
en Hertug Søn bold oc rig:
Den klare Vjn den søde Miød,
den lader ieg skencke for dig.
45.
Icke da skalt du skencke for mig,
der om saa ville wi kaste:
Huad Terningen sig begiffue vil,
skal ingen aff oss laste.
46.
De legte Skacktaffuel de ædlinge baade,
de Terning fulde Bendet fra:
Hør i stolte Jomfru Dagmar,
mig bør at skencke gaa.
47.
Hand skenckte Miød oc hand skenckte Vjn,
gaff nock en huer oc alle:
Drucken saa bleffue de Kongens Hoffmend,
oc Søffn mon paa dem falde.
48.
Det vaar vnge Bendit Knudssøn,
hand lacker vd til den Strand:
Hand raaber oc vincker at Danske Mend,
at de skulle legge til Land.
49.
Det vaar vnge Bendit Knudssøn,
hand ind at dørren træn:
Det da vaar hand Spanie Lands Koning,
hand stander hanem op igien.
50.
Hør du kiære Bendit Knudssøn,
oc vilt du lade mig leffue:
Hin væne Jomfru Dagmar min Daatter,
oc hende vil ieg dig giffue.
51.
Hin vnge Dagmar ihuor hun er,
oc hende vil ieg vel faa:
Det vaar min Fader oc Farbroder,
som du ihiel loed slaa.
52.
først vog hand Spanie Lands Koning,
oc saa hans gode Hoffmend:
I stander op vnge Jomfru Dagmar,
følger mig til Danmarck ind.
53.
Saa tog hand alle de døde Kroppe,
lagde dem i sorten Jord:
Saa gerne fulde hannem Jomfru Dagmar,
hen hiem til Myklegaard.
54.
Bendit tiente saa høffuisk en Ridder,
hand vilde hanem icke suige:
Hanem gaff hand vnge Jomfru Dagmar,
de drucke deris Bryllup til lige.
De ædelige Søner oc de rige.