Orm Vnger Suend
13
13
1.
Det da vaar den gamle Greffue,
hand vogner om midie Nat:
Fortalde hand Dronningen sine stercke Drømme,
baade skynt oc offuer Brat.
Aff Engeland.
2.
Mig tycktis det ieg paa Vandet vaar,
hoss dig allerkiæriste min:
Der kom skridendis en Orm frem,
hand vilde mig Fryden formene.
Aff Jutland.
3.
Mig haffuer drømt saa vnderlige,
er icke tant eller snack:
Der kom en Orm vdaff din Barm,
saa ilde hand mig stack.
4.
I ligge eder neder min ædle Herre,
i giffue dette icke giem:
Vel vdi trediue samfelde Vinter,
da varer en Søndags Drøm.
5.
Somme de Stande vdi Trediue Vinter,
oc somme icke vden it Aar:
Som mend ved stolten Mette lille,
derfaare sørger ieg saa saare.
6.
Det vaar icke effter vden Dage To,
hun fick saa stor en Harm:
Da merckte hun Orm vnger Suend,
at hand vaar queg i Barm.
7.
Hun det fulde oc hun det hulde,
saa vel monne hun det giemme:
Greffuen fick intet at vide der aff,
det volte hans stercke Drømme.
8.
Frue Mette lille ganger i Høyeloft,
alt met saa megen liste:
Der fødde hun det Førstelige Barn,
at Greffuen det icke viste.
9.
Fostrede hun hannem vdi Vinter,
vdi Vinter flere end Fem:
Den gamle Greffue hans Fader vaar,
hand saae hannem icke i dem.
10.
Det vaar stolte Frue Mette lille,
hun samler Guld i Skrin:
Saa sender hun hannem til Engeland,
til kiæristen Syster sin.
11.
Hun sende hannem til hans Moder Syster,
vaar Droning vdi Engeland:
Der vaar hand i Femtan Vinter,
hanem gick saa vel i Haand.
12.
Der vaar hand i Femtan Vinter,
vaar holden i agt oc ære:
Kongen oc Engelands Dronning,
de haffde hannem begge saa kiære.
13.
Hand tog Dronningen i sin Arm,
klappet hende ved huiden Kind:
Det saae Engelands Konning,
saa listelig vnder Skind.
14.
Det frycktet Orm vnger Suend,
at Kongen hand det saae:
Thi loed hand sig Pillegrims Klæder skære,
aff Landet monne hand gaa.
15.
Pillegrims Klæder dem loed hand skære,
tog Staffuen i sin Hand:
Saa gick hand den lange Vey,
hiem til Danmarcks Land.
16.
Der hand kom til sit Fæderne Land,
saa lidet viste hand aff Quide:
Hand kiøbte sig Hest oc Suerd i Haand,
hiem til sin Moder at ride.
17.
Det vaar Orm vnger Suend,
hand kom der ridendis i Gaard:
Vdstod stolte Frue Mette lille,
hun vaar vel suøbt i Maard.
18.
Vær vel kommen Orm vnger Suend,
Allerkiæriste Søn min:
Hure lider Engelands Konning bold,
oc kiære Moder Syster min.
19.
Vel da lide de ædlinge To,
suared hand offuer brat:
Som mend ved min kiære Moder;
de sende eder Tusind gode Nat.
20.
Det vaar stolten Frue Mette lille,
hun hannem i Armen tog:
Ud da stod den gamle Greffue,
hand vrædeligen der paa saae.
21.
Det da melte den gamle Greffue,
sin Søn hand icke kiende:
Huo er oss denne fremmede Gest,
i tage saa venlig om hende.
22.
Fast helder maatte i det fare lade,
end bruge her saadant spil:
Ieg skal sla denne Pillegrims Mand,
det kaaste mig huad det vil.
23.
Det vaar Orm hin vnger Suend,
hand vrædtis ved det Ord:
Saa drog hand sit gode Suerd,
oc slog sin Fader til Jord.
24.
Lenge stod stolten Frue Mette lille,
hende tycktis det være stor Møde:
Saa stride rand hende Taare paa Kind,
hun saa sin Herre der døde.
25.
Nu haffuer du veget din Fader,
giort mig den sørgelig harm:
Nu vil ieg slaa mig selff ihiel,
oc ligge mig i hans Arm.
26.
Haffuer ieg veget min kiære Fader,
saa lidet ieg der aff viste:
Langt helder vil ieg dø en leffue,
baade Land oc Rige miste.
27.
Du tie quer Orm vnger Suend,
oc sige du icke saa:
Din Synder skalt du angre oc rue,
affløsning skalt du faa.
28.
Saa loed hun rede en Spedalske Drick,
gaff den sin Søn at dricke:
Hun loffuer hannem det saa sandelig,
hanem aldrig skulde skee Lycke.
29.
Nu haffuer du drucket den Spedalske Drick,
dig blegner Haand oc Foed:
Alle de Mestere i Verden er til,
de skulle icke raade dig boed.
30.
Hand tog Staffuen i sin Haand,
monne fra sin moder gange:
Hand gick for Engelands Dronings Bord,
met Sorg oc megen Tuang.
31.
Det melte Engelands Dronning,
oc saa tog hun paa:
Huo loffuer oss denne Spedalske Mand,
ind til vort Bord at gaa.
32.
Hand kunde sig ey lenger dølie,
sine Hender hand sammen slog:
Icke er ieg anden Spedalske Mand,
end den i vdi Armen tog.
33.
Eder mindis i mig vdi Armen tog,
det giorde eders Herre vee:
Det tycktes hannem saa ilde være,
met Øyne der paa at see.
34.
Saa drog ieg saa langt aff Land,
ieg fryctede for hans Vrede:
Det maa ieg for sandiengen sige,
mig selff til Angist oc Møde.
35.
Tyctis dig det saa ilde være,
at ieg det skulde spørie:
Skulde det end kaaste mig Tre Tusinde Sterling,
ieg lader dig helbred giøre.
36.
Det vaar Engelands Konning from,
hand ligger det Guld i Skrin:
Saa sende hand hannem den Mester til Haande,
saa langt offuer salten Rhin.
37.
Den Mester hialp hannem ved sin Kaanst,
hand bleff en Heldt saa fin:
Det giorde Kongen aff Engeland,
han gaff hanem Syster sin.
38.
Nu haffuer Orm hin vnger Suend,
foruunden baade Angist oc Harm:
Nu er hand en Første saa gieff,
soffuer i Kongens Systers Arm.
Aff Engeland.