Vlff Van Jern
11
11
1.
Det vaar vngen Vlff van jern,
hand ganger for Kongen at stande:
Ville i laane mig aff eders mend,
min Faders Død at heffne.
Det klager den Suend
Som fangen ligger paa Heden.
2.
Ieg vil laane dig aff mine Mend,
Oc selff vil ieg dig følge:
Beder du Vidrich Verlandssøn,
Saa fremmer du din Vilie.
Men hand bærer Guld oc Aumor paa sin Haand.
3.
Ieg vil laane dig aff mine Kemper,
Vidrich oc stercke Tiderich,
oc heldst vdaff de beste:
de kunde vel Kemper friste.
4.
De ere tho Heldte stercke oc bolde,
som Striden haffue vundet førre:
Der redis faar dem i alle Land,
huo deris Naffn monne høre.
5.
Ind kom Danner Konning,
hand skinde som brendende Lue:
Huo aff eder i danne Suenne,
vil følge min Frende til Hoffue.
6.
Kongen ganger paa Gulffuit frem,
met Sølffkar i huiden Hende:
Huilcke aff mine gode Hoffmend,
vil følge aff Land min frende.
7.
Alle da skøde de Hette for Mund,
oc ingen torde Kongen suare:
Foruden Vidrich Verlandssøn,
hand giorde der aff en pare.
8.
Det vaar Vidrich Verlandssøn,
hand giorde der aff en gammen:
Det vaar som wi dricke Miød aff Skaale,
unde wi ellers komme sammen.
9.
Tidrich bleff saa fyrig vdi Sind,
hand iffredis ved det Ord:
Hand hug Hoffuedit fra Kemper tho,
kaste dem for Kongens Foed.
10.
Det suared Vidrich Verlanssøn,
hand tenckte paa Heder oc Ære:
Sticke wi frem vort Sendebud,
wi komme wstolne der.
11.
Det vaar vngen Hammer hin graa,
oc hand løber østen aff By:
Huert det Menniske hannem saa,
de felde baade lød oc liud.
12.
Det vaar vngen Hammer hin graa,
oc hannem skinde Guld paa Bryste:
Oc der kunde huercken Høg eller Hund,
følge den Suend til geste.
13.
Hannem skinde Perle paa Bryste,
huer mand vndrede der ved:
Ingen Fuel vaar vnder Solen saa snar,
der hannem kunde følge til Bed.
14.
Ind kom vngen Hammer hin graa,
oc steddis hand for Bord:
Hand vaar snild i Tunge,
hand kunde vel føye sine Ord.
15.
Hel sider i Kongen aff Brattens Vendel,
de andre vil ieg icke neffne:
I morgen komer Vlff van Jern,
hand vil sin Faders Død heffne.
16.
Langt helder maatte hand hiemme være,
oc vogte det Fæ vnder lide:
End hand tør sende mig saadant Bud,
i morgen met mig at stride.
17.
Bedre vaar det hannem hiemme at være,
oc krybe en Orm vnder Hald:
End hand skulde yppe denne hadings Kiff,
der som hans Fader fald.
18.
Bedre vaar hannem at tøffue,
oc krybe vnder Torne saa stinde:
Hans Fader stoed mig ey Hug vden Ni,
hand staar mig selff halff minde.
19.
Hør i Kong aff Blide Vendel,
i holde Tand for Tunge:
Op da voxer den vnge Racke
met huasse Tender i Munde.
20.
Der er ingen Kemper o Verden til,
derfaare ieg redis tør:
Foruden Vidrich Verlandssøn,
oc hand er icke der.
21.
Der til suared det Sendebud,
det Ord giorde hannem stoer vande:
Det er Vidrich Verlandssøn,
som Striden skal faare stande.
22.
Det vaar en aff Kongens Kemper,
hand suared ieg vel veed:
Huo hand er Vidrick Verlandssøn,
hans Fader vaar en Smed.
23.
Ieg vaar en Smed paa Doffre Field,
som Kemper de drucke inde:
Vidrich dreff der daare Spil,
det gangis mig aldrig aff Sinde.
24.
Femtan Kemper slog hand til Jord,
hand acted det for en Leeg:
Ieg stoed saa nær ieg saa der paa,
mine Kinder giordis mig bleg.
25.
Hør du goden Hammer graa,
saa gierne beder ieg dig:
Beedst du noget om Vidrich Verlandssøn,
du dølie det icke faare mig.
26.
Laa end Vidrich i Høffuelofft siug,
oc kunde sin Hest ey ride:
Dog finde i vel de danne Suenne,
eder skulle i Marcken bide.
27.
Det suared Kongen aff Blide Vendel,
hand suarede som en Mand:
Ieg møder i morgen i Høffdings Storm,
om Hesten mig bære kand.
28.
Opstod en aff Kongens Kemper,
oc saa tog hand paa:
Vidrich er en Kulbrenders Søn,
wi ville hannem vel bestaa.
29.
Det fortrød hannem Hammer graa,
hand vredis ved det Ord:
Saa slog hand den Kempe,
hand falt der død til Jord.
30.
Det melte Kongen aff Brattens Vendel,
hand bleff saa vred i Moed:
Hui slogst du min geffuiste Kempe,
til døde for min Foed.
31.
Der til suared Hammer hin graa,
ieg dølier det icke for dig:
End nu kunde ieg det aldrig lide,
at nogen spotter Vidrich eller mig.
32.
Det vaar vngen Hammer hin graa,
oc hand begynte at hicke:
Hører i Kongen aff Brattens Vendel,
giffuer mig noget at dricke.
33.
De bare ind attan Lester Øll,
dem drack hand i en dricke:
Hand slog de tønder for Kongens Foed,
de ginge i hundrede Stycke.
34.
Bort løb vngen Hammer hin graa,
hand steddis for Vidrich hin Fromme:
I huedse eders Spiud i skarpe eders Suerd,
i morgen vil Kongen komme.
35.
De rede all den mørcke Nat,
alt offuer den sorte Hede:
Der skinde Liuss som det vaar Dag,
alt vdaff Vaaben deris.
36.
De rede frem for Bierting,
igennem Biertings Myre:
Siu hundrede vaare de Kemper stercke,
vaare leste i Brynie dyre.
37.
De rede frem faar Bierting,
de rede igennem Biertings By:
Der sloge de deris Folck i ring,
giorde Vidrich til Høffuitsmand paa ny.
38.
Paa Biertings Hede sloge de deris Fane,
en Løwe saa mand der i fliffue:
Det vaar saa mangen wskyldig Mand,
som der maatte miste sit Liff.
39.
De hugge met Suerd de skøde met Bue,
oc huer som mest kunde volde:
Vd saa gick den røde Sued,
oc Ilden aff deris Skiolde.
40.
Det vaar Kongen aff Biertings Vendel,
gennem gyldene Hielm hand saae:
Huem er fremerst i Hoben e Dag,
mit Folck saa ilde monne gaa.
41.
Der til suared den lille Smaadreng,
der Kongen reed allernest:
Det er Vidrich Verlandssøn,
sider paa sin stercke Hest.
42.
Det suarede en aff Kongens Kemper,
thi hand vel Vidrich kiende:
Det er Vidrich Verlandssøn,
hand rører Mimmering i hende.
43.
Der til suared Kongen igien,
hand saae gennem Hielmen hin trange:
Ieg strider ilde imod det Skiold,
der skinner i Hammer oc Tange.
44.
Vselig strider ieg imod det Skiold,
der skinner i Hammer oc Tange:
Visselig bliffuer ieg slagen i dag,
thi Vidrich tager ingen til fange.
45.
Blant Hedning oc blant Christen,
der lystet mig at gieste:
Foruden hoss Vidrich Verlandssøn,
det bliffuer icke for mit beste.
46.
Det vaar Kongen aff Bratten Vendel,
hand tog sin Hest met Spore:
Hand red til Vidrich Verlandssøn,
hand vilde hannem felde til Jord.
47.
Det vaar Kongen aff Blide Vendel,
oc hand hug i saa fast:
Icke kunde Vidrich andet giøre,
end bøde for hans kast.
48.
Nu haffuer ieg standen dig attan Hug,
vel flere oc icke ferre:
Du stat mig en for alle dem,
alt for din Kongelig Ære.
49.
Haffuer du staaet mig attan Hug,
huad de ere flere eller ferre:
Ieg staar dig lige saa mange igien,
oc bliffuer icke Kong diss verre.
50.
Saa tog hand en Silcke traad,
bant om sin Hielm saa rød:
Det spør icke min Festemø,
en Smedesuend hugger mig til døde.
51.
Vidrich taler til Mimmering,
Mimmering monne du noget due:
Det vaar icke hundrede Aar,
ieg hug aff vredere Hue.
52.
Saa fast holt hand om gyldene Haandfang,
at Blodet sprang aff Negle roed:
Hand hug paa Kongens forgylte Hielm,
at Odden i Saddelen stoed.
53.
Det vaar Vidrich Verlandssøn,
hand holder vnder grønen lide:
Er Her nogen aff Kongens Kemper,
som lyster her mere at stride.
54.
Nu ligger Kongen aff Brattens Vendel,
oc hannem rinder Blod hin røde:
Saa glad vaar vngen Vlff van jern,
hand heffnde sin Faders Død.
55.
Det vaar vngen Hammer hin graa,
hand blicker op met sine Øyne:
De ligge nu alle oc tie quer,
som Muss i første Søffne.
56.
Saa glade ride alle de Kongens Mend:
Met Vllf van Jern fra Steffne:
Tacket hand Vidrich Verlandssøn,
Hans Faders Død hand Heffnde.
Det klager den Suend
Som fangen ligger paa Heden.