En Vise om Mester Hildebrand
10
10
1.
Jeg vil mig af landet ride,
det sagde mester Hildebrand:
Huem mig den Vey vilde vise,
til Bern udi Grekeland.
Hand er mig wkyndig vorden,
vdi saa mangen god dag:
I try oc tredue Aare,
Fru Judte ieg icke saa.
2.
Vilt du dig til Bern vdride,
det suared Hertug Abelon:
Dig møder paa den Hede,
en Ridder snild oc vng.
Dig møder paa den Marck
hin vnge Herr Allebrand:
Det du vaar end selff tolffte,
wsøgt kommer du icke frem.
3.
Ja render hand til mig Allebrand,
alt met it frjt Mod:
Ieg skal hugge paa hans forgylte Skiold,
det hand skal strømme i Blod.
Ieg skal hugge paa hans Brynie,
alt met it skermer Slag:
At hand skal haffue sin Moder at klage,
ret baade Aar oc Dag.
4.
Det skalt du for ingen deel giøre,
det suared Herr Tiderich aff Bern:
Alt for hin vnge Herr Allebrand,
haffuer mig i sit Hierte saa kiær.
Du skalt hannem venlig atspøre,
for gode Vilie min:
At hand whindret dig lader ride,
igennem Bærne Landen sin.
5.
Saa stide hand paa sin gode Hest,
hand reed at Bernes Marck:
Der kom hand i Arbeide mest,
alt met en Ridder sterck.
Det vaar den vnge Herr Allebrand,
hand til hannem rende:
Oc hør du det din gamle Mand,
huo haffuer dig til min Faders Land send.
6.
Du fører dit Harnsk saa reent oc klart,
som du vaarst en Konge Søn:
Det vil ieg fra dig tage,
der til din Hest vel skøn.
Du maatte vel hieme bleffuet,
oc giort mig ingen wmage:
Oc da begynte den gamle at lee,
oc til den vnge hand sagde.
7.
oc skulde ieg hieme bleffuet,
oc giort dig ingen wmag:
Ieg mer vont at ride,
saa vel om Nat som Dag.
At ride oc met Kemper fecte,
det haffuer nu værit min Sed:
Det siger ieg dig du vnge Mand,
derfaare graaer mig mit Skeg.
8.
Dit Skeg vil ieg aff dig riffue,
alt met min høyre Haand:
Det dine Kinder skal strømme i Blod,
alt paa din gamle Mand.
Dit Harnsk oc din forgylte Hielm,
det skalt du mig opgiffue:
Oc du skalt være min Fange i Dag,
vilt du beholde dit Liff.
9.
Mit Harnisk oc min forgylte Hielm,
vil ieg ey afflegge:
Ieg troer vel Christ aff Himmerig,
ieg vil mig for dig verge.
De stode begge aff deris Heste,
de toge til de skarpe Suerd:
Oc saa begynte de at fecte,
det beste de haffde lærd.
10.
Det da vaar hin vnge Herr Allebrand,
hand kom saa vel i lag:
Hand hug den gamle Hildebrand,
alt met it skermer slag.
Saa sprang hand til bage igien,
vel siu Faffne vjt:
Det siger ieg dig du vnger Mand,
det Slag haffuer dig en Quinde lært.
11.
Skulde ieg det aff Quinder lære,
det vaare mig stoer Skam:
Ieg haffuer baade Ridder oc Suenne,
vdi min Faders Land.
Jeg haffuer baade Ridder oc Greffuer,
vdi min Faders Gaard:
Oc vuad ieg icke haffuer lært,
det lærer ieg end nu.
12.
Huo sig paa gammel Keel skurer,
hand fanger gerne smitte:
Det siger ieg dig du vnger Mand,
saa skeer dig i Dag paa mig.
Hand greb hannem mit vdi Midie,
alt som hand smalist vaar:
Hand slog hannem tilbage,
vdi det grøne græss.
13.
Det vaar den gamle Hildebrand,
hand slog til hannem igien:
Hand slog hannem tilbage,
hand falt til Jorden ned.
Du skrifft for mig du Ulffue vnge,
din Skrifftefader vil ieg hede:
Oc est du end en Ulffue vnge,
aff mig skalt du icke æde.
14.
Du siger mig fast aff de Ullfue,
de løbe vdi den Skoff:
Ieg er fød aff Adel god,
min Fader mig aldrig saae.
Min Moder heder Fru Judte,
en vduold Hertugind:
Oc saa vaar Hildebrand den gamle,
aller kiæriste Fader min.
15.
Heder din Moder Fru Judte,
en vduold Hertugind:
Da er ieg Hildebrand den gamle,
allerkiæriste Fader din.
hand løste aff sin gyldene Hielm,
hand kyste hannem for sin Mund:
O Gud ske Loff oc Ære,
wi ere baade karske oc sund.
16.
Fader allerkiæriste Fader min,
det Saar som ieg eder gaff:
Det vilde ieg megit helder,
vdi mit Hoffuit hafft.
Oc tie nu min allerkiæriste Søn,
det Saar er gaat at raade:
Men Gud ske euig Ære,
der oss til sammen førd baade.
17.
Det Slag det varet fra Middags Stund,
oc ind til Afftens tid:
Opstod hin vnge Herr Allebrand,
hand hiem til Bærn red.
Hand førde paa sin gyllene Hielm,
en Krands aff røde Guld:
Saa førde hand ved sin høyre Side,
Hildebrand sin Fader huld.
18.
Hand ledde hannem ind vdi den Sal,
hand sette hannem øffuerst til Bord:
Hand gaff hannem baade Øll oc Mad,
det vaar hans Moder imod.
Søn min allerkiæreste søn,
Ieg haffde det icke troed:
At du skulde sette en fangen Mand,
aller øffuerst ved mit Bord.
19.
Den Fangen Mand som her sider,
ved eders brede Bord:
Hand kom til mig paa den Hede,
hand slog mig neder til Jord.
Hør du allerkiæreste Moder min,
den Fange skal her være:
Det er Hildebrand den gamle,
hand er min Fader kiær.
20.
Det vaar da Fru Judte lille,
hun bleff glad i Hiertet der ved:
Hun tog it Glass oc skenckte vdi,
hun drack hannem selffuer til.
Han haffde it styck aff en Guldring,
det holt hand for sin Mund:
Det lod hand i Glasset ned siuncke,
for Fru Judte i samme stund.