Til Hs. Maj. Kong Christian VIII
(Ved Tronbestigelsen.)
(Ved Tronbestigelsen.)
Skyen hænger lavt over Hytte og Borg,
Alle Glædens Haller staae öde!
Danmark! det var dig saa svar en Sorg,
At Kongen, din Fader, döde.
Men naar Solen stiger paa Himlens Blaa,
Forgylder den Skyens Kanter,
Og de Taarer, jeg i dit Öie saae,
Bleve Danrigets Krondiamanter!
Der raader en Kiærlighed over vort Land!
Guds mægtige Arm det beskytter!
Maatte vi kun alle, Mand for Mand,
Være dets trofaste Stytter,
Kiækt gaae mod Lögn og det Onde i Strid
Var end Fienden selv i vort Hierte,
Da vilde, Danmark! din feireste Tid
Snart kunne tænde sin Kierte!
Hil være Kong Christian ved Daniens Ror!
Dig jubler Forventning imöde!
Faderlös blev ei den Fædrenejord,
Da Kongen, vor Fader, döde;
Gienfödt i sin Frænde den Gamle gik hen
Til Hvile og Fred efter Striden,
Men peged, höilovligt! ad Veien hen,
Hvor Du skulde före os siden!
Hil være Kong Christian! Jeg er ingen Viis,
Og tolker ei Stiernernes Tale,
Ei heller synger jeg Dankongens Priis
For Gunst i de gyldene Sale;
Men da jeg i Stiernernes funklende Egn
Vilde varsle mit Födeland Lykke,
Da fandt jeg din Stierne i Vægtskaalens Tegn
Og den sang, at med Lov vil Du bygge!
Hil være Dig, Konge! vor Fader og Ven!
Guds mægtige Arm Dig omgierde!
I dit Hierte har vi Kong Fredrik igien,
I din Idræt Christian den Fierde!
Dig hilser dit Folk under Jubel og Sang!
Eet Haab vi tilsammen dog have:
At i Danmarks deilige Vænge og Vang,
Vil Du sætte Ledet ilave!