Just Mathias Thiele (1795–1874)

At Danmark er et lidet Land,

        Saatidt man declamerer;

Men let den Sag bevises kan,

        At man os kun fixerer!

Lad Overfladen dem paa Kort

        Beregne nok saa nöie,

Vi vil dog helst beregne Vort

        I Dybden og det Höie.

Hvad gaaer os an, om nok saa langt

        Sig strækker ud et Rige?

Naar det iövrigt dog er trangt,

        Saa vil det lidet sige!

Naar Veiret ei kan drages frit,

        Saa smager Vinen ikke!

Og see! hvordan jeg drager mit,

        Og hvordan jeg kan drikke!

Dog, Brödre! lad os heller dem

        Den megen Storhed skiænke!

Hver kan jo, naar han kommer hiem,

        Det hos sig selv betænke!

Thi störst det er at være klog,

        Og klogest at gi’e efter,

Saa blive vi de störste dog,

        Var vi end mindst i Kræfter.

Men er det stort, at Folk og Drot

        Ei Plads har i eet Rige,

Er i det mindste det ei godt,

        Det kan som Dansk jeg sige.

Langt större dog, naar Drotten kan, —

        Som her — med Sandhed sige:

Jeg har hos hver en ædel Mand

        Erobret mig et Rige!

Kong Fredrik! lad den danske Mand

        Sin Tak til Dig frembære!

Var Danmark end et mindre Land —

        Her er det godt at være!

Ved hvert et helligt Baand, som brast

        I andre, större Riger, —

Ved Bog, ved Sværd, ved höien Mast

        Din Lov til Himlen stiger.