Just Mathias Thiele (1795–1874)

Thiele, Just Mathias, 1795–1874, Forfatter. Født 13. December 1795 i København (Nic), død 9. November 1874 samme sted (Slotskirken), begravet samme sted (Assistenskirkegaarden). Forældre: Bogtrykker Johan Rudolph Thiele og 3. Hustru. Gift 1° 18. Marts 1829 i Kbh. (Holmens) med Sophie Holten, født 4. Januar 1806 i København (Helligg.), død 15. April 1835 samme sted (Helligg.), Datter af Mægler, senere Statsgældsdirektør, Gehejmekonferensraad Nicolai Holten og Hustru. 2° 17. Februar 1838 i København (Helligg.) med Hanne Aagesen, født 3. December 1819 i Kbh., død 26. September 1892 samme sted, Datter af Justitiarius, senere Nationalbankdirektør, Konferensraad Nicolai Aagesen og Hustru.

Thieles Barndom og tidligste Ungdom i det velhavende Bogtrykkerhjem og mellem den store Brødreflok forløb i lykkelig Sorgløshed. Den første Skolegang i Borgerdydskolen i Kbh., hvorunder han tillige besøgte Kunstakademiet, afbrødes dels af Bombardementet 1807 og dels af hans deraf fremkaldte, patriotiske Ønske om hellere at blive Artillerikadet end Student. Efter en af de Drømme, som hele Livet spillede en vis Rolle for ham, ændrede han imidlertid Beslutning og blev sat i Metropolitanskolen, hvor han stiftede Bekendtskab med Kammerater fra de bedste københavnske Familier og skrev sine første Vers. Moderens Død, Finanskrisen 1813 og Faderens Død endte de lyse Dage. Men samtidig havde Thiele vundet Indpas bl. a. i Friederike Bruns Hjem, lært Mænd som Joh. Ludv. Heiberg, v. Schack Staffeldt og Weyse at kende og drømt om at blive Digter. Da Baggesen 1815 offentliggjorde sin subtile religionsfilosofiske Gaade »Det evige Sindbillede«, gav ogsaa Thiele sig derfor trøstigt i Lag med en versificeret Løsning, som Baggesen 1816 trykte i sit Maanedsskrift »Danfana« og ledsagede med en Elegi, hvori han hyldede Thiele som sin »fjerde Søn«. Under disse Omstændigheder forlod Thiele Metropolitanskolen og blev om Efteraaret 1816 privat dimitteret af A. G. Rudelbach. Han skulde leve og ansattes 1817 som Volontær paa Det kgl. Bibliotek (1820 Kopist, 1829 Sekretær), men debuterede samme Aar i Litteraturen med tre smaa Arbejder: en »Sonnet-Calender« i Rasmus Nyerups poetiske Nytaarsgave »Hertha« (i Særtryk s. A.), en højromantisk Fortælling »Bjergmandsdalen« og »Prøver af danske Folkesagn«. Sidstnævnte lille, tynde Hæfte indledede et af de Arbejder, hvortil Thieles Navn blivende vil være knyttet. Ved Siden af sit Katalogarbejde paa Læsesalen var han, paavirket dels af Brødrene Grimms tyske Eksempel og dels af den nye danske Romantik, begyndt at opsøge og afskrive alle mulige gamle danske Folkesagn, som han forøgede ved Sommervandringer paa Sjælland og senere i Jylland. Da Prøven blev vel modtaget og støttet bl. a. af Nyerup, som skrev en Fortale og straks indsaa Sagnenes mangesidede Betydning, vedblev Thiele med Optegnelserne. Efter en poetisk Nytaarsgave »Rosenblade« (1818) med egne og andres Vers, derimellem Vennen Poul Martin Møllers første Digte, udgav han samme Aar 1. Samling af sine »Danske Folkesagn« og derpaa 2.-4. Samling (1819–23). Thiele, der havde gengivet sit Stof med Folkets egen Fortællemaade og i Sagnenes egen Stil, blev herved Foregangsmand for Mænd som Svend Grundtvig, Evald Tang Kristensen, Axel Olrik og Hans Ellekilde og Skaberen af et nu klassisk Kulturværk, der ligesom blev Fodstykket for hele Aarhundredets senere Indsamlingsarbejde og for Folkets stigende Fortrolighed med sin egen Sagnverden. Men Betydningen rakte længere endnu ved — som allerede Nyerup havde udtrykt det — at »skaffe Poeterne Stof og Æmne til videre Bearbejdelse«. Den lille, tykke Oktav blev for dansk Guldalderdigtning en rig og værdifuld Inspirationskilde, hvis Paavirkning kan spores baade bag H. C. Andersens Eventyr, Blichers Noveller, J. L. Heibergs Skuespil og Chr. Winthers Lyrik (i vor Tid bl. a. hos Vilhelm Østergaard), og danner saaledes en af Forudsætningerne for Tidens nationale Gennembrud. Thiele naaede selv 1843 at besørge en ny systematisk ordnet og med ca. 300 Sagn forøget Udgave i to Bind — heraf et Udvalg ved Th. Døssing og M. Philipsen i »Danske Folkesagn. Efter J. M. Thiele og andre Folkemindesamlere« (1933) — og tilføjede 1860 endnu et Bind om »Den danske Almues overtroiske Meninger«. Efter en Fodrejse i Foraaret 1819 til Tyskland og Italien fortsatte Thiele imidlertid ogsaa sin digteriske Kurs med to — af tysk Romantik rigeligt paavirkede — Skuespil: »Pillegrimen« (opført 1820 paa Det kgl. Teater) og »Kynast« (1821), knyttedes nu nær til Familien Holten og forelskede sig i den purunge Datter Ida, som til hans store Sorg døde i Dec. 1820. Under Indtrykket heraf søgte han i Sommeren 1821 efter et landligt Opholdssted, fandt det ude paa Bakkehuset, blev her i to Aar og kunde derved paa sine ældre Dage i »Erindringer fra Bakkehuset« (1869) — et lille Udsnit af hans egen Levnedsskildring i fire Manuskriptbind — give det mest levende Billede, vi besidder, af Dagliglivet i det Rahbek’ske Hjem. Da Prins Christian (VIII.), Thieles Velynder fra Sophienholm, var blevet Præses for Kunstakademiet omtrent samtidig med, at Torkel Baden ønskede at fratræde som dets Sekretær, opstod hos Thiele Tanken om at søge denne Stilling. Hertil krævedes imidlertid en vis kunsthistorisk Uddannelse. Med kgl. Understøttelse tiltraadte Thiele derfor i Efteraaret 1823 en Studierejse, ankom i Foraaret 1824 til Rom og sluttede sig der til Kunstnerkredsen omkring Thorvaldsen. Da han paa Hjemrejsen efter en Udflugt til Syditalien og Sicilien (skildret i Riises Archiv, XXVII, 1826) 1. Maj 1825 aflagde Thorvaldsen et Afskedsbesøg, kom denne til at udtale sig om det forunderlige i, at endnu ingen Dansk havde tænkt paa at skrive hans Levnedsløb. Bemærkningen »slog ned i« Thiele og besvaredes med et Løfte om at paatage sig Hvervet. Efter Tilbagekomsten ansattes han 7. Nov. 1825 som Sekretær og Bibliotekar ved Kunstakademiet (først 1871 afløst af Julius Lange). 1828 udnævntes Thiele til Professor, fik en bedre Bolig paa Charlottenborg og ægtede nævnte Aar Ida Holtens Søster Sophie. Med Støtte fra Svigerfaderen, som han da ogsaa tilegnede Værket, kunde han nu uden Hensyn til Bekostningen sysle med den Opgave, han havde paataget sig: »Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værker« (1831–50), fire Tekst- og fire Tavlebind med i alt 364 Kobberstik (ny og forkortet Udg. ved F. C. Hillerup, I-IV, 1842–57, tyske Udgave, I-II, 1832–34 og 1852–57). Paa et Tidspunkt, da Kendskabet i Danmark til Thorvaldsens Kunst stadig var ret ringe og Værkernes endelige Skæbne ret uvis, lykkedes det Thiele hermed i alt Fald at rejse det »Musæum i Litteraturen«, han havde tænkt sig. Da første Bind var udkommet, førte Posten paa Det kgl. Bibliotek ham ind paa et jævnsides med Fortsættelsen forløbende tredie Arbejde, der ligeledes skulde bevare hans Navn. Paa Biblioteket henlaa en mægtig, men hidtil ubehandlet og næsten ubemærket Kobberstiksamling, i alt over 150 Foliobind med over 75000 uordentligt indklæbede Kobbere. Tilskyndet af den tyske Kunsthistoriker C. F. v. Rumohr fik Thiele udvirket et Reskript og nedsat en Kommission til at udskille denne Samling fra Biblioteket, fandt selv paa en Metode til at aflime Kobberne, opgav Biblioteksstillingen og udnævntes 1835 til Inspektør (1861 til Direktør) for den genoprettede Kobberstiksamling, som udelukkende var blevet til gennem hans egenhændige og i en Menneskealder flittigt fortsatte Afløsningsarbejde, jfr. C. F. v. Rumohr und J. M. Thiele: »Geschichte der kgl. Kupferstichsammlung zu Kph.« (1835) og Thieles »Haandbog i den Kongelige Kobberstiksamling« (1863).

Efter et Par mindre Arbejder: »Breve fra England og Skotland 1836« (1837), Resultatet af en Rekreationsrejse efter hans første Hustrus Død, og et af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug udgivet Folkeskrift om Thorvaldsen (1837, ny og forøget Udg. 1849) traadte Thiele i Forgrunden ved Thorvaldsens Ankomst til Kbh. 1838, blev samme Aar Prins Christians private Haandbibliotekar og droges, da Prinsen blev Konge, helt ind i Naadens Solskin, blev 1839 Bibliotekar ved det kgl. Haandbibliotek og var allerede i Vinteren 1838–39 beordret til at fungere som Thorvaldsens Privatsekretær. Hurtigt og uventet blev dette Hverv imidlertid frataget ham af Baronesse Christine Stampe, Nysø, som bortførte Thorvaldsen til et Herregaardsliv, der vel skænkede denne baade stadig Adspredelse og ny Arbejdsglæde, men unægtelig medførte en skarp og ofte saarende Optræden over for Thiele. Spændingen mellem ham og Baronessen vedblev ogsaa efter Thorvaldsens Død og har i de to Erindringsbøger om Nysøperioden, som bygger paa Familien Stampes Synspunkt, faaet meget subjektive og næppe helt paalidelige Udtryk. Thieles egen Holdning og Skildring af Forholdet er mere værdig og tiltalende. Han fik imidlertid paa sin Vis Oprejsning efter Thorvaldsens Død, idet Regeringen, da han havde holdt Mindetalen ved Akademiets Sørgefest, sendte ham paa en officiel Embedsrejse til Rom for at varetage Danmarks Interesser med Hensyn til Thorvaldsens Efterladenskaber. Han løste Opgaven med smidig Diplomati, men havde tillige det Held i den tomme Kunstnerbolig at finde »et helt Archiv af Breve og en heel Samling af Haandtegninger«, derimellem Skrivelser fra Forældrene og Thorvaldsens egenhændige Ungdomsdagbog, og dermed Stof til sit andet Hovedværk: »Thorvaldsens Biographi«, I-IV (1851–56, tysk Udgave, I-III, 1852–56, forkortet engelsk Udgave 1865). Den store og stærkt pietetsfulde Skildring opfylder vel paa flere Punkter ingenlunde Kravene om en kritisk Vurdering og nøjere Redegørelse for Thorvaldsens kunstneriske Udvikling og er senere selv blevet stærkt kritiseret, men er i vor Tid ogsaa blevet betegnet som et »klassisk« og »henrivende« Værk, der giver »det sandeste og mildeste Billede af Thorvaldsen som Frederik den Sjette-Tidens kunstneriske Heros« (Vilhelm Wanscher). Alle senere Skildringer af Thorvaldsen har maattet tage Hensyn til Thieles to store Værker og til de Oplysninger, som samledes i sidste Øjeblik og ofte under mange Vanskeligheder og uden Thiele ubestrideligt vilde være gaaet tabt. Med Christian VIII.s Død ophørte Thieles Forgrundsstilling. Hans væsentligste Indsats i dansk Kunsthistorie blev nu Skriftet om »Kunst-Akademiet og Heststatuen paa Amalienborg« (1860), en stærk Udvidelse af hans Foredrag ved Akademiets Hundredaars- fest 1854 og et fortjenstfuldt Bidrag til dets ældste Historie. Frederik VII.s og Grevinde Danners Tid tvang ham mere og mere i Baggrunden og over i et stille Hjemmeliv, hvorunder han vendte tilbage til sin Ungdoms Muse. Vel saa han selv saare beskedent paa sit poetiske Pund — en Digtsamling, som han havde ladet sig overtale til at trykke som Manuskript, fik saaledes den betegnende Titel »Vragstykker af et Digterskib« (1848) —, men Teatret fristede ham endnu en Gang til et »dramatisk Liv« og fik ham til i 50’erne at skrive i alt seks romantiske Skuespil: »En Kiøbmands Datter og en Kongesøn« og »Drømmeren« (begge udgivet 1860 under Fællestitlen »Romantiske Dramer«), »Thyre Boløxe og Herremanden« (opført 1857 i alt 11 Gange paa Det kgl. Teater og 1908 genopført paa Folketeatret med Sigrid Neiiendam (opr. Fru Phister) i Hovedrollen), »Klaus Rigmands Skat« (opført paa Det kgl. Teater 1859), »En Vinternat og Dag« og »Kirsten Piils Kilde« (udgivet 1864 under Titlen »Tre Folkesagns-Dramer«). De vidnede — med »Thyre Boløxe« som Undtagelse — mest om, at baade Musen og Digteren var ved at ældes. Derimod vandt baade det førnævnte lille Mindeskrift om Bakkehuset og Thieles sidste Bog »Af mit Livs Aarbøger 1795–1826« (1873) i høj Grad Læseverdenens Interesse. Ogsaa Aarbøgerne var et Uddrag af Thieles omfangsrige Selvskildring, som endelig 1917 (med en Del Forkortelser) blev udgivet i to Bind ved Carl Dumreicher og optog de to Bøger i sig.

Thiele har en Tid været mere undervurderet end fortjent. Hans Held her i Livet og nære Venskab med mange af Datidens bedste Digtere og Kunstnere (H. C. Andersen tilegnede ham saaledes »Dryaden« og forevigede den førstefødte Datters Navn i »Den lille Idas Blomster«) beroede ganske vist bl. a. paa Thieles lykkelige ydre Forhold og paa Indtrykket afhans smukke Skikkelse og indtagende, idealistisk anlagte Personlighed og Væsen. Paa Digtningens Omraade var og blev Thiele en følsom og formfin Epigon, paa Kunstens Omraade mere en begejstret Skønhedsdyrker end en vurderende Videnskabsmand. Men hans pligtopfyldende, uselviske og utrættelige Arbejde med de Opgaver, som han delvis selv stillede sig, gav ham alligevel et varigt Navn paa tre betydningsfulde Omraader: Folkemindeforskningen, Kobberstiksamlingen og Kunsthistorien. Med fuld Ret indtager han blandt dem, der paa Sonnes Museumsfrise modtager Thorvaldsen, Andenpladsen mellem Hermann Freund og Jonas Collin.