De Vover rulle
Paa klaren Sö,
Og Baaden gynger
Paa Vandets Flade,
Og Psalmer synger
En andægtig Mö.
Fra Siv paa Strande
Den lette Vind
Mod Seilet spiller,
Mens Længslers Taare
Saa sagte triller
Paa Lilliekind.
I Harpens Strenge
Zephyrer löd!
Men ak! Helene
Mod Himlen skuer
Og beder ene
Om en rolig Död.
Taus glider Solen
I Havets Guld,
Hvor Bölger glöde.
Men, ak! Helene
Seer paa det Röde
Saa længselfuld.
Og Strængen bæver,
Og Tonen döer,
Mens Taaren neder
I Bölgen synker,
Og Nat udbreder
Sit sorte Slör.
Men aarle, aarle,
Da Sol frembröd
Af Nattens Stille,
Som Taareströmme
De Bölger trille
I Morgenröd.
Af bölgekruste
Forgyldte Blaa
Vandlillier stige;
I Brudeklæder
Den fromme Pige
I Midten laa.
De förte hende
Til hviden Strand.
Da fra sin Bolig
Til Arbeid vandrer
Saa from, saa rolig
En Fiskermand.
Og da han skuer
Det smykte Liig
Og Pigen kiender,
Med Graad han hæver
De matte Hænder:
”O bed for mig!”
Saa tog han Spade
Og grov i Sand,
Og skiulte hende
Med hellig Gruen,
Hvor Bölger brænde
Mod höien Strand.
Men næste Morgen,
Da Sol frembröd
Af Nattens Stille,
Med Taareströmme
En hellig Kilde
Fra Graven flöd.
Og hvor den ruller
I klaren Sö,
Tidt Baaden gynger
Paa Vandets Flade
Og Psalmer synger
En andægtig Mö!