Fiskeren sadler sin vingede Hest;
At fare paa Dybet det tykkes ham bedst.
Bölgen ruller paa hviden Strand,
Saa red han derud, den Fiskermand.
Da först han drog i sin Medesnor,
Paa Krogen hang der en Guldfisk stor.
Loe han i Skægget: ”Mange Fisk jeg saae,
”Men aldrig med Gyldenstyks Kiortel paa!
”Havde jeg en Pies for hvert guldfarvet Skæl,
”Da var jeg vel hiulpen, jeg fattige Siæl!”
Fisken sig krummer og slaaer med sin Svands
Det tyktes Bonden en underlig Dands:
”Ikke saa lystig, Du rige Mand!
”En fattig Fisker kan nok holde Stand!”
Den Guldfisk ligger og lyder derpaa,
Begyndte nu at tale, og sagde som saa:
””Fattige Fisker! Du seer jeg er riig;
””Jeg mægter at giöre Dig lykkelig!
””Kaster Du mig atter i den dybe Strand,
””Da skalst Du blive en holden Mand!
””Min Moder er Fiskenes Dronning fiin,
””Hun skal Dig give baade Bolster og Liin!
””Og Fader min er Konning paa Havets Bund,
””Han skal giöre Dig baade stærk og sund.
””Min Beiler han sörger i Bölgen blaa; —
””Min Gyldenstyks Kiortel skal Du ogsaa faae!””
”Stort jeg ikke agter en Fiskenes Drot!
”Det vilde være min Tro til Spot!
”Ei heller Din Moders Bolster saa fiin;
”Min egen Dronning giör vel bedre Liin.
”Men gav Du en Beiler Din Ære og Tro,
”Fordærver jeg ikke to Elskendes Bo!”
Saa slap han i Bölgen den Fisk saa angst:
”Hielpe mig Gud for saa ussel en Fangst!
”Bider imorgen en slig paa min Krog,
”Da faaer jeg vel sulte, jeg fattige Skrog!” —
Saa gik han til Hytten den Aften quær
Og meldte ei Ord, som var Talen værd.
Næste Morgen i sin Baad han sad
Og spidded paa Krogen en Lokkemad.
Og da han nu kaster sin Medesnor,
Sank Floddet under, og dybt det foer!
Da loe han i Skægget og sagde som saa:
”Nu har jeg vist atter en Guldfisk paa!”
Seendrægtig drog han den Snor saa lang;
En gylden Skilling paa Krogen hang.
Nu kan jeg det melde for Sandt og Vist,
Han havde for Glæde ei Ro eller Rist.
Thi saatidt han derefter i Snoren drog,
Der kom vel aldrig en Fisk paa hans Krog
Men saa ofte han paa Krogen efter Fisken saae,
Ret altid hang der en Guldskilling paa! —