Hyrdepigen.
Vandringsmand! Velkommen i vor Dal!
Her i Hytten sidder Fa’er alene.
Gak derind! Sid ei paa disse Stene,
Du er varm, og Aftnen er saa sval!
Den Vandrende.
Heller sidder jeg ved Hyttens Dör!
Lad den Gamle slumre kun derinde!
O men siig mig, smukkeste Hyrdinde!
Var det Dig, som sang bag Fieldet för?
Hun.
Ja, hvad da? — Saa hörte Du jeg sang!
Nu! engang imellem man sig kieder. —
Ene gaaer jeg her med mine Geder,
Saa kan Tiden sagtens falde lang!
Han.
Ja, endskiöndt os Himlen er saa nær!
Nys jeg saae den aabnet ved din Stemme!
Saligt drömte jeg, at jeg var hiemme,
Og nu seer jeg, ak! at jeg er her!
Hun.
Har det Dig fortrudt! at Du kom hid?
Du den förste er! det maa jeg sande!
Mange, som kom hid fra fierne Lande,
Blev dog gierne her en Ugestid.
Han.
O! hvor har jeg önsket mangenstund,
Dette Syn, som skulde mig henrykke!
Men i Længsler ligger al min Lykke
Og hvad ei jeg har, det har jeg kun!