Igiennem Lundens milde
Og dunkle Blomsterskiöd
Den perleklare Kilde
Med sagte Rislen flöd.
Der var saa godt at være,
Der var saa tyst og stille,
Og Nattergalens Trille
Igiennem Skoven löd.
Og hvergang Morgenröde
Saae giennem Rosenhæk,
Da lod den Kinden glöde
I Livets friske Træk.
Da aabned’ sig hver Rose,
Den hvide med den röde,
I Blomsterduft, den söde,
Og speilte sig i Bæk.
Der vakte Fuglens Trille
Alt med sin kiælne Röst
En Rosenknop saa lille
Til Morgentimens Lyst.
Den rödmende sig aabner,
Fordi det er saa silde,
Og Purpurstraaler spille
Omkring paa hendes Bryst.
Da faldt saa klar en Draabe
Höit fra Jasminens Green
Mellem den grönne Kaabe
Og hendes Barm saa reen;
Den kysser, mens han spörger:
”Hvem er Du, lille Taabe?” —
”Jeg er en Morgendraabe”! —
”Men hvad er Du for en?” —
Og mellem dunkle Blade
Dybt i den stille Lund
De aldrig kunde lade
At trykke Mund paa Mund.
Men som de sad i Lunde
Saa rolige, saa glade,
Da maatte dem forlade
Den skiönne Morgenstund.
Dugperledraaben tynger
Det fine Rosenblad,
Den hist og her sig gynger
Og tumler sig saa glad.
Men medens snart den ruller
Og snart sig stille klynger,
Da ned den Bladet tynger, —
Og de maa skilles ad.
Da gled den mod og stille
Ned i den travle Aa
Og blev en Bölge lille
Iblandt de andre smaa.
Forgieves, ak! den længes!
Hvorgierne den end vilde
Igien tilbage trille,
Den kan det ei formaae!
Men hvergang Aftenröde
Saae giennem Rosenhæk,
Blev Perlens Kinder röde
Dybt i den klare Bæk;
Og hvergang Maanens Blikke
Kom Bækkens Speil imöde
Da blegnede det Röde
I elskovsyge Træk.
Og fra den dunkle Kilde
Dugperletaaren flöd,
Naar Nattergalens Trille
Igiennem Skoven löd;
Og sagte, som naar Taare
Paa Taare sig maa trille
Den over Bækkens Stille
I Oceanet flöd! —