O var jeg dog bleven ved Læst og Sko
Foruden Begier!
Hvor kunde jeg ogsaa paa Satan tro,
Som en Lögner er!
I Smug jeg vandred en Löverdag Nat,
Mens de Andre sov,
At söge mig, fattige Mand, en Skat
I den sorte Skov.
Da saae jeg det funkle bag Busken hist,
Som en farende Ild!
Og böied sig ikke min Önskeqvist
Ad Jorden til?
Da grov jeg og greb med Haanden fast
Og holdt saa tro;
Men svigefuldt Kobberhanken brast
Og Diævlene loe!
Saalænge jeg sögte og bæved af Frygt,
Var Skatten min!
Men da jeg den havde og holdt saa trygt,
Da sank mit Skriin!
Ja! griin I kun ad mig, I Diævlepak!
I fik mig dog ei!
Nu troer jeg ei længer paa Kiærlingesnak
Eller korsdannet Vei,
Nu gaaer jeg hiem til Læst og til Sko,
Foruden Begier!
Og aldrig skal jeg paa Satan tro,
Som en Lögner er!