II
Luna’s Aftenvandring
Luna’s Aftenvandring
Luna kom en Aften der forbi,
Liliehvid, med Slör om sine Blikke;
Den, hun sögte, ak! han var der ikke!
Straalen faldt, og Længsel var deri!
Da i Bækkens Bislen Stiernelil
Raabte: ”Tag mig med, du hulde Maane!”
Luna saae derned og saae det blaane
Blegt som hendes eget Vemodssmil!
Ak! da fölte hun den samme Lyst,
Som naar Jordens Sön mod Himlen skuer,
Og de milde Stierners Aftenluer
Sammensmelte i hans bange Bryst!
Thi selv ei den Himmelske er fri!
Gyldne Taarer væded hendes Blikke:
”Siig ham, naar han kommer: Glem mig ikke!”
Sukked’ hun og vandrede forbi!
Og en gylden Taare faldt derned;
Stiernen tog den kiærligt i sit Indre!
Maanens Taaredug skal nu erindre
Jordens Börn om Himlens Kjærlighed!