Just Mathias Thiele (1795–1874)

Næste Morgen stod ved Bækkens Bred,

        Endnu skiult af Duggens kiöle Bade,

Blomsten, som har Himlens lyse Fred

        Mellem sine himmelrene Blade!

Stiernen havde deelt sit Himmelblaa,

        Og paa Haabets lysegrönne Stengel

Maanens gyldne Elskovs Taare laae

        Midt i Ætherhimlen som en Engel.

Og, et Billede af Östens Guld,

        Naar af Himlens Blaa det sluttes inde,

Higer den nu did saa længselsfuld,

        Men kan ei Tilbagegangen finde.

Vanker Maanen da sin Aftenvei,

        Eller tindre Stierners Himmelblikke,

Ak, da sukker den: ”Forglem mig ei!”

        ”Hulde Söstre! o forglem mig ikke!”