Just Mathias Thiele (1795–1874)

Stiernelil i Bækken saae;

        Det var tyst og stille,

Og mod Bölgens kruste Blaa

        Lod hun Smilet spille.

Fremmed for sin egen Glands,

        Lod hun sig forlede,

Sukked i sin Straalekrands:

        ”Gid jeg var dernede!”

Frem hun gik paa Himmelsti,

        Men kom strax tilbage,

Lod de andre gaae forbi,

        Ene med sin Klage.

Og hun stirred tidt derned,

        Tænkte ei paa Andet,

För de spæde Födder gled,

        Og hun laae i Vandet.

Derfor nu fra Bækkens Blaa

        Hæver hun sin Stemme;

Strækker ud de Arme smaa:

        ”Gid jeg blot var hiemme!”