I gyldne Rader staaer paa Mark og Vænge
Negbunden Sæd, mens Höstens Leer klinge,
Og Ax med Blomster Piger sammentvinge,
Som de paa Söndag vil i Kirken hænge.
Kun Lærken, som sig ængstlig nu mon svinge
La’er Sorgens Triller Luften giennemtrænge,
Thi Reden ligger uden Skiul i Enge,
Og fattigsvag er Ungens nögne Vinge.
O! kom kun ned, du angstbespændte Lille!
Kom du kun ned til dine stakkels Spæde!
Her vil man ei beröve dig din Glæde!
Kom ned! kom ned! og lad din bedste Trille
Med Takkens glade Sang mod Himlen stige
Til Höstens Giver, den Miskundelige!