I Skovens Skygge eensom Hyrden hviler,
Hvor Kiöling viftes fra de friske Blade,
Og hist til Bækkens sivomkrandste Flade
Den stille Hiord i Middagsheden iler.
Thi, medens Solen selv saa venligt smiler
Og ved sit Smil giör Floras Döttre glade,
Vil Sirius de spæde Blomster skade,
Og Öiet gnistrende den mod dem spiler.
Da törster Blomsten efter Duggens Södme,
Og, naar en Draabe falder i dens Bæger,
Den dufter glad sin Tak med Jomfrurödme.
Og södt i Aftentimerne den qvæger,
Naar Solens sidste Straalekrandse spille
Og Vandringen er sval, og Aft’nen stille.