Engang som Barn saae jeg en Himmelstige,
Hvor Englene gik op og ned paa Toner,
Da kröb jeg mellem dem til Himlens Zoner,
I barnlig Leeg, for den Uendelige!
Men skyldfri kun er man i Engles Rige!
Jeg drömte snart om Verdens Laurbærkroner
Og længtes ned til Jordens Regioner,
For, hvad jeg havde seet, igjen at sige.
Da lod Gud Englene mig atter tage
Fra Herligheden til et jordisk Fængsel,
For der at luttres giennem megen Trængsel.
Een Engel fulgte siden mig af Længsel!
Vi mödtes i et Glimt af hine Dage, —
Da flöi hun fri og herliggjort tilbage!