O, du min evigt elskte, saligt döde,
Min lyse Engel i Guds Himmelsale!
I Harpeleeg jeg Savnet vil husvale,
Naar Hiertets Vunder holde op at blöde.
Da skal jeg tidt dig see og med dig tale;
Thi Gud har kiærligt tilladt os, du Söde!
At vi i Aanden maae hinanden möde,
Fordi vi skiltes brat i Stövets Dale!
O kom! o kom! da skal vi sammen vanke,
Og binde Lykkens Krandse for de Andre,
Som, elskende, endnu paa Jorden vandre!
Og tidt i Mindet vende fælleds Tanke,
I Gud hengivne og med Tak, tilbage
Til Livets svundne, lykkelige Dage!