Du stille Nat! Svæv i dit Stierneklæde
Med Fredens Palmer sagte over Hende,
Og naar imorgen du ved Dögnets Ende
Har vækket Livet til Saamanges Glæde,
Da tag usynligt nær hos Hende Sæde,
Fortæl, hvordan du saae mig qvalfuld vende
Paa Leiet mig, — Hvordan en Hu som denne
Kan martre, ak! og al min Lyst nedtræde!
Siig, at du saae, at Mörket hos mig sad
Og knugede mit Hierte, som forstummer
Og kan ei stamme frem sit Smertens Qvad!
Dog nei, fortie dog hellere min Kummer!
Hvad trösted’ mig, om hun var mindre glad! —
Siig, at jeg sov saa södt som hendes Slummer!