Lad ei for min Skyld dine Taarer rinde!
For min Skyld mörknes ikke dine Blik!
Frygt ei at række mig en Malurtdrik!
Du er og bliver dog jo min Veninde!
Langt hellere jeg nöies med et Minde
Om Elskovs korte Dröm, hvori jeg gik;
Thi ved en Gave, jeg af Medynk fik,
Kan dette Hierte ei sin Lykke finde!
Eet beder jeg kun om! Nægt mig det ei:
Vær glad, og lad mig glædes ved Din Glæde,
Saa har jeg endnu Blomster paa min Vei!
Men — Gud forbyde! — skulde jeg nedtræde
En eneste af dem, der blomstre Dig,
Da först vil jeg beklage mig og græde!