Herligt, Anna, har Du overvundet!
Seiret har Du over Død og Grav!
Sygdom, Kummer, Alt er nu forsvundet;
Du beskuer ham, som Livet gav!
Han, Algodhed! han, den Evighøie!
Nedbrød mildt Dit skrøbelige Leer;
Venligt til Din Mage saae Dit Øie,
Brast — og seer ham ikke mere her.
Du, hvis Viisdom Støvets Velfærd kiender,
Trøst du den forladte Mages Savn!
Tegn, o Fader! tegn i dine Hænder
De forladte Moderløses Navn.
I, som trindt om hendes Gravsted træde —
Tænker tidt paa Dødens mørke Blun!
Nyder Livets Sorg og Livets Glæde!
Lever vel! og I skal døe, som hun.
Th. Thaarup.