Du, det syge Hiertes blide Læge,
Søvnens hulde Gud, o! kom til mig!
Naar mig dine Tryllerier qvæge,
Glemmer jeg, jeg er ulykkelig.
Taarer rinde, hvor jeg eensom hviler,
Til mit vaade Øie lukker sig.
Kun i mine Drømme Solen smiler,
Kun i Drømme Lyda elsker mig.
See, mit Livs den heele Dag var Møie;
Taus min Vinteraften stunder til:
Lukker snart en evig Nat mit Øie,
Lyda mig maaskee begræde vil.
Tidt jeg bad din ældre, strænge Broder:
”Skal jeg uden Lyda dvæle her?
”Ak mig vinke Himlens lyse Kloder!
”Min og Lydas Fader vinker der!
Men forgiæves bad jeg ham, den Strænge.
O! saa kom da Du, min hulde Ven!
Skienk mig snart, og rundelig, og længe
Himlen i min Lydas Smiil igien!
Sander.