L.C. Sander (1756–1819)

Sander, Levin Christian, 1756–1819, Forfatter. S., en Skræddersøn fra Itzeho, blev født 13. Nov. 1756. Bøger fængslede ham tidlig; som 6 Aars Dreng læste han Røverhistorier og Robinsonader højt for Svendene paa Faderens Værksted. Han erhvervede sig hurtig stor sproglig Færdighed, kunde paa staaende Fod omsætte hele Sider af en Prosaroman paa Rim og opfandt selv Røverhistorier. Allerede fra Fødselen havde han et svageligt Helbred, hvad der bidrog til, at der tidlig kom noget usundt i hans Natur: hans Indbildningskraft blev uforholdsmæssig udviklet, og han blev tilbøjelig til Ensomhed og Melankoli. Indtil sit 14. Aar nød han ingen regelmæssig Skolegang; de følgende 3 Aar fik han gratis Undervisning sammen med Borgmesterens Søn. I disse Aar læste han næsten stadig fra Kl. 3 Morgen til 10 Aften og paadrog sig ved Overanstrængelse en Brystsygdom, der bandt ham til Sengen i 1 1/2 Aar. 1774 kom han til Altona, hvor en Professor Ehlers tog sig af ham. Theatret i Hamborg vakte hans Interesse, og han skrev Sørgespillet «Golderich u. Tasso», der udkom 1778, efter at han med Professor Ehlers var flyttet til Kiel. Paa Anbefaling af Rektor Trap i Itzeho fik han det følgende Aar Plads som Lærer ved det Basedowske Filanthropin i Dessau. Det for hans svagelige Helbred anstrængende Arbejde og Rivninger inden for Instituttet bevægede ham til at tage sin Afsked 1783; det følgende Aar fik han Plads som Huslærer i Kjøbenhavn hos Grev C. D. F. Reventlow. Han havde i disse Aar udgivet en Række Værker af forskjellig Art, digteriske og pædagogiske, f. Ex. Lystspillet «Der kleine Herzog» (1781), «Prosaische Dichtungen» (1783), «Friedrich Robinson, ein Lesebuch f. Kinder» (1784), og en Roman, «Geschichte meines Freundes Bernhard Ambrosius Rund» (1784), der til Dels er selvbiografisk. Intet af disse Værker slog igjennem. Sin litterære Virksomhed fortsatte han efter Ankomsten til Kjøbenhavn, og det lykkedes ham nu at gjøre sit Navn fordelagtig bekjendt i Tyskland ved nogle satiriske og humoristiske Skrifter: «Papiere des Kleeblattes» (1787), «Komische Erzählungen» (1794) o. a., og især ved et sprogvidenskabeligt Arbejde: «Deutsche Synonyme od. sinnverwandte Worter» (1794), der blev prisbelønnet af det tyske Selskab i Mannheim. Hans tyske Oversættelser af danske Digteres Arbejder (Ewald, P. A. Heiberg, Rahbek, Pram o. a.) vakte derimod kun ringe Opmærksomhed.

        S. havde hidtil næsten udelukkende skrevet paa Tysk. Saa meget desto større Opsigt vakte det, da det rygtedes, at han havde faaet en original Tragedie, «Niels Ebbesen af Nørreris eller Danmarks Befrielse», antaget til Opførelse paa det kongl. Theater. Samsøe havde skrevet «Dyveke», det første lovende historiske Drama siden Ewalds Dage, og saa døde han nogle Dage, før hans Stykke blev opført; men netop et Aar efter, 31. Jan. 1797, blev «Niels Ebbesen» spillet for første Gang, og en Anmelder byder den Mand velkommen, «der vover, og er værdig at vove, at træde i vor bortrevne Samsøes Spor».

        Hvad den tekniske Bygning angaar, staar «Niels Ebbesen» ikke højt; Stykkets Interesse ligger i Karaktertegningen. Niels Ebbesen skulde være Dramets Hovedperson, men Skildringen af ham er ikke lykkedes. Han er tænkt som den patriotiske Helt, der vil befri sit Fædreland for de fremmede Herrer; men denne Tanke er ikke klart gjennemført. Desuden har Forfatteren udstyret ham med det 18. Aarhundredes Ædelhed og Dyd; døende udbryder Niels Ebbesen: «Ikke Hævn, ædelmodig Tilgivelse sømmer os danske». Gert er ulige interessantere; han er skildret som en stort anlagt Natur, med fremragende Herskerevner; men i Følelsen af sin Styrke bliver han brutal og hensynsløs. Han foragter ikke blot de danske Adelsmænd, disse Storbønder, hvis «hele Liv og Levned kan skrives paa en Ligsten», men Menneskeslægten overhovedet, «disse Uslinger, man kalder Mennesker». Gert tror kun paa Styrkens Ret. Blandt Stykkets andre Skikkelser er Stig Andersen den ejendommeligste. Han er noget af en Verdensborger. «O! lader os dog ikke blot være danske», udbryder han, «lader os være Mennesker.» Han har sluttet sig til Grev Gert, Tidsalderens «fuldkomneste Mand», i den Tro, at han ene kunde bringe Landet ud af det Uføre, hvori det var endt. – Der er i «Niels Ebbesen» paa flere Steder Tilløb til interessante Karakterskildringer, men ud over dette naar Forfatteren ikke; som Helhed er Stykket mislykket. Det blev i alt opført 37 Gange, sidste Gang 1834. Den Opsigt, «Niels Ebbesen» vakte, var ikke fri for at gaa Forfatteren til Hovedet; hans følgende digteriske Arbejder betegne imidlertid snarere Tilbagegang end Fremgang: «Eropolis, lyrisk Skuespil» (1803), «Hospitalet, et Lystspil» (1805), i hvilket han satiriserer over den Schellingske Filosofi, «Knud, Danmarks Hertug, et Sørgespil» (1808) o. a. Af hans lyriske Digte er det mest bekjendte «Dødens Vuggevise», der i sin Tid var meget yndet; det blev flere Gange oversat paa Tysk, en Gang paa Engelsk, og der er komponeret flere Melodier til det.

        I 1789 blev S., efter at have opgivet sin Stilling som Huslærer, Fuldmægtig ved Kreditkassedirektionens Sekretariat og 2 Aar efter Sekretær ved General-Vejkommissionen; 1800 udnævntes han til Lærer i Pædagogik, Methodik og Tysk ved det da nylig oprettede pædagogiske Seminarium og fik Titel af Professor; fra 1811 holdt han Forelæsninger ved Kjøbenhavns Universitet over Deklamerekunst, Pædagogik og Tysk. Denne hans Virksomhed gav sig ogsaa Udtryk i litterære Arbejder. Han skrev forskjellige pædagogiske Artikler i Datidens Tidsskrifter, var Medudgiver af «Egeria, Fjerdingaarsskrift for Opdragelses- og Undervisningsvæsenet i Danmark og Norge» (I-II, 1804–8), udgav «Bidrag til Pædagogikken og dens Historie» (I-II, 1804–6) og «Odeum ell. Deklamerekunstens Theori» (1808) m. m.

        S. hørte efter hele sin Natur til det 18. Aarhundrede; han forstod ikke den nye Tid, og den ænsede ikke ham som Digter. Saa blev han, med sin ærgjerrige, noget sygelige Natur, bitter og mente, han var Offer for en Kabale. – S. var 2 Gange gift: 1. (1802) med Johanna Augusta Charlotte Amalie f. Grube (d. 1818), Datter af Kapitajn J. R. G.; 2. (1819) med Maria Sophie f. de Clozell (d. 1834). Han døde 29. Juli 1819.