Naturen daaner, thi fra Kuldens Vinger
Neddrysser Rimen paa det visne Blad,
Den muntre Lærke sig ei mere svinger
Mod Skyen, ved sin varme Lovsang glad;
Tungsindig Skoven staaer sin Pragt berøvet,
Og øde Taushed hersker overalt,
Kun brudt af kolde Vindstød, og af Løvet,
Som tørt, og raslende til Jorden faldt.
Og snart skal Frosten med en Jiisbroe binde
Den muntre Bæk, som nu imellem Siv,
Nu mellem Roser nys var vant at rinde,
Saa klar og roelig, som den frommes Liv!
Kort og ustadig er Naturens Glæde,
Knap kommen, før den modnes, og forgaaer,
Alt lyner bort, hvad bliver meer tilstæde
End Mindet af, og Haabet om en Vaar?
Var Venskab ei, hvad kunde vi da finde
Paa denne Jord vort Savn og Ønske værd?
O! den var lykkelig, der gik i Blinde
Sin Bane, liig en natlig Reisefærd!
Men dig, o Venskab, dig har Himlen givet
At lindre Sorger, og at adle Fryd,
Du letter troelig Veien giennem Livet,
Og hæver Elskov op til ædel Dyd.
Umistelig i Glæde, og i Kummer,
Hvor qvægende ved Smertens Leiestæd,
Hvor styrkende, naar mod den sidste Slummer
De matte Øienlaage dale ned!
Selv den, som Himlen signer med en Pige,
Der øm og ædel elsker uden Sviig,
Vil dog en Ven, til hvilken han kan sige,
At han er elsket, og er lykkelig.
Og den, som Skiebnen vied’ ind til Smerte,
Og nægted’ Taarens Liise i sin Nød,
Forfulgt, og miskiendt med et ædelt Hierte,
Og skuffet, skiøndt han aldrig Løfte brød,
Er han ei qvæget, naar ham Venskab kalder
At søge Lindring hos en ædel Mand:
Den Taare, som af dennes Øie falder,
Er ham, som Dug for det soelsvedne Land.
Selv Livets mindre Glæder Venskab kryder,
Og ingen, ingen Fryd er uden den;
Selv Druens Nectar Sindet ikke fryder,
Naar den ei nydes, deles med en Ven. —
Og her er Venskab Glædens Skytsgudinde,
Den samled’ os, den indbød eder her;
Og at vi os her atter glade finde
I Vennekreds, det dens Velgierning er.
Den eene er vor Muse, den os leder,
Ad Roeses Bane, den os giver Ild.
Den skylde vi det, om vi tækkes eder,
Er ikke Venskabs Dom bestandig mild?
Af Vennehaand en ringe Skiænk behager,
Og Gaven faaer sit Værd af Giveren,
Men den, som Gaven venskabsfuld modtager,
Han giver tusend Gange meer igien. —
I smiilte til os, naar vi revsed Daarer,
Med ædel Afskye saae i Ondskabs Daad,
Det rørte Øie offred Medynks Taarer
Til ædles Nød, og den forraadtes Graad.
Af Venner yndte, elskede at være,
Det giør os denne Dag tidobbelt skiøn,
I eders Bifald søge vi vor Ære,
Men eders Venskab ønske vi til Løn.