Deo opt. max.
Du Altings Fader, som hver Alder,
Hver Egn, du drog af intet ud,
Som Helgen, Vildmand, Viis paakalder,
Jehova, Zeus, Naturens Gud!
Alts store Aarsag, ei udgrundet
Af Menneskets indskrænte Sind;
Din Godhed kun, det blev mig undet,
At see, og at jeg selv er blind.
Dog giv, at ondt fra godt jeg kiender
Blandt Taagen, som jeg vandrer i,
Alt seer jeg fast i dine Hænder,
Og min Samvittighed dog frie.
O lær mig, hvad mig den befaler,
At søge meer end Himlens Lyst;
Og undflye meer end Helveds Qvaler,
Hvert Forbud af dens Tordenrøst.
Hvad fri din Godhed mig tilbyder,
Det skiønsom mig modtage lad!
Gud lønnes, naar hans Skabning nyder
Velsignelsernes Fylde glad.
Lad mig din Godhed ei indskrænke,
Slet i min Barm den Tanke ud,
Dig kun som Ormens Gud at tænke,
Dig, Millioner Verdners Gud!
Lad ei mig svage mig formaste
Med dine Lyn at væbne mig,
Og fræk dem ned paa Brødre kaste,
Der andet troe, end jeg, om dig.
Naar jeg ad rette Vei fremtræder,
Din Naade holde mig paa den!
Naar jeg gaaer vild, vær selv min Leder!
Før mig paa bedre Vei igien!
For daarlig Stolthed frie mit Hierte,
Befrie det for Uvisomhed!
Din Godhed mig alt det beskiærte,
Din Viisdom saae mig gavnet med!
Lær mig med Feil at overbære,
Og føle dybt min Næstes Qval,
Jeg ingen Gunst af dig begiære,
Jeg andre glad ei viise skal!
Skiøndt jeg er Støv, du selv, o Herre!
Dog Liv i dette Støv indgiød,
O selv du min Ledsager være,
Paa Livets Vei, og i min Død!
Nu, Brød og Roe du mig beskikke,
Alt andet, til mit Vel, mit Vee,
Du veed det bedst, giv, giv det ikke!
Din viise, gode Villie skee!
Dit Tempel alle Himle ere,
Dit Alter Skye, og Hav, og Jord;
Alt bringe Offer til din Ære,