Spillesygen
Efter det 10de Stykke af Grev F. L. Stolbergs Jamber.
Efter det 10de Stykke af Grev F. L. Stolbergs Jamber.
Ja Daarlighed har mange, mange Bielder,
Dens Fiervast brammer stolt med alle Farver;
Dog hver en Alder elsker hver sin Klang;
Hver Stand, hvert Kiøn en egen Fier har valgt sig.
„Kun denne ene Bieldes hule Klang,
Som Stormklokken lyder høit for alle;
Matronen, og det unge Menneske,
Og Jomfruen, og Manden, og den Gamle,
Alt samler sig om denne ene Fane,
Og jager blindt hen efter tomme Haab,
Forfulgt af Armod, Frygt, og Had, og Skiændsel!
Hvor glimrer hist den stærkt oplyste Sal!
Hvor fuldt! hvor tyst! som naar paa Skuepladsen
Hiin Fader raaber: „Jo, Min Datter! jo!“
Og støder Dolken i sin Datters Bryst.
Jeg næsten lister mig umærket frem
Igiennem lange Rader grønne Borde.
Her mærktes ei engang en Tyv i Lyset,
Før Damens Hovedpynt i Lue stod;
En gunstig Tidspunct for den anden Tyv,
Som hurtig slængte Kortene tilsammen.
Hvad Udyr stønner her paa venstre Side?
En tandløs Qvinde, alt paa Gravens Bredde,
Som hendes Grav hun kalket er med Sminke;
I falske Haar Rubin og Demant glimrer,
Liig Vaabenet, som hendes Grav skal pryde.
Med visnet Haand hun griber efter Guldet,
Mens Kramper trækker alle hendes Fingre.
Paa høire Haand jeg seer en Præsident!
Dybsindig veier han et pro og contra;
Hans Siel nu svæver mellem Pique og Trèf;
Man ubestukket ei saa hastig vælger.
Med leiet Smiil Lucinde spiller hist
De røde Hierter ud til hendes Yndling.
Han veed at leve, han tilkiøber sig
En lønlig Fryd, som han betaler dobbelt.
Hvor blegner ikke hist den gamle Krigsmand!
Herr General! saae De saa frygtsom ud,
Da Laudon lige over for Dem stod,
Og da hans Torden lød i krumme Dal?
Er Ruder-Knægt da mere frygtelig
End Tolpatsch og Pandur? Kan Frøknens Smiil
Dem skrække meer end Laudons Ørneblik?
Feighed er Feighed, min Herr General!
Om Malm Dem blænder eller Guld, saa er
De dog en Nidding, min Herr General!
Den skiønne Chloe spiller ved et Bord
Med tvende Beilere. Stolt af sin Magt
Hun lovede sig dobbelte Triumpher.
Hiin skienker hun et venligt Nik, og røver,
Imens han giver Kort, den andens Haand.
Tvetydig svæver hendes Godheds Vægtskaal,
Og listig deler hun sig mellem begge,
Som naar man deler Solen i en Tvekamp.
Men kun i Spillet deres Siel er nedsænkt.
Dog nu opflammes de, de fare op!
Mon Elskov vaagner? nei, den ene har
Spilt Pallas ud, i Stedet for Argine.
O! see dog hende med de skiønne Øine!
I Gaar hun hopped’ som en Raa i Dandsen,
Og hastig brændte Lycidas for hende,
Han, i hvis Barm et ædelt Hierte slaaer.
Det er for ham den stolte, brune Lok
Om hendes Svanehals vellystig flagrer.
Et Blik, hun ængstelig slog ned paa Kortet,
Har røvet hende Lycidas for evig.
Gaae ædle, unge Mand! gaae bort, og vælg dig,
Langt, langt, fra Hof og Stad, i stille Hytter
En god, uskyldig Glut med Due-Øine.
O vee det Øie, som, naar Guldets Glands
Bestraaler det, med større Klarhed tindrer!
Af dette Øie har vor Verdens Last
Uskyldighedens Morgendug borttørret,
See hist det store, runde Bord, hvor Angest
Og stille Raserie, og Haab og List,
I Øiet funkler, og paa Læben bæver.
Hvor stille sidde de i stum Forventning!
Jeg hører selv Prælatens Hierte slaae,
Som dog ei Hierte har, kun Mund og Mave.
Med Siel og Øie hænge de ved ham,
Som, med en Dommers Strænghed, staaer i Midten,
Og trækker af. — Misdædre de ligne,
Som, skyldige i fælles store Brøde,
Med Dødens Terning kaste om, hvem Hiulet
Skal sønderknuse, og hvis Liv skal reddes.
Hvor mangen Mand sig lister sildig hiem,
Ved Morgenstiernens Skin, til øde Huus,
Og bander Skibnen; mens hans Ægtefælle
Med bitter Længsel vaagende ham venter!
Hvor mangen Ravnemoder glemmer ei
De Spædes Nød, hun under Hiertet bar!
Hvor mangen Ravnemoder lader ei
Sit Barn forsmægte, indtil Morgenrøden
Oplyser Stadens mørke Horizont.
Beklemt og heed af Spil og Nattevaagen
Hu byder Glutten Gift, og klager over:
At Ungen skriger altid efter Brystet.
Held ham, om han kun suger Gift i Blodet!
Om ei et Væd af nedrig, ureen Lyst,
Med Modermelken flyder i hans Liv.
Mig, siger du, mig rammer ei din Dadel!
Jeg selv er riig, og spiller kun med Rige;
Mit Tab jeg agter ringe, og min Vinding
Endnu langt ringere. Velan! forsøg det!
Spil kun om Bønner! mon du føler da
Den samme Lyst? et fast Beviis, min Ven,
At Higen efter Vinding, Frygt for Tab
To Timer daglig vugger dig paa Torne.
Og regner du da Tidens Flugt for intet?
Paa grønne Bord mon Timeglasset standser?
Med Tiden spiller du. Den taber aldrig.
Den vinder kun. Du klager, at den iler,
Og slænger Timer bort som Regnepenge!
Liig Betleren, der tiggede af Galskab,
Og kastede det blanke Sølv i Floden.
Og daglig lyver Haabet for dig, viser
Dig idel Glæder, — som du aldrig nyder.
Spørg kun Erindringen. O er vel Tanken
Om Timer, der fløi hen ved Spillebordet,
Dig kiær, som Tanken om den glade Barndom,
Da du paa aabne Mark, blandt muntre Drenge,
Saae malet Drage flyve høit ved Traaden?
Du siger: Barndoms Glæden er forbi.
Hver Alder, Ven! har sine Glæder, kun
Den store Verden kiænder ei de sande!
Dens Elsker ligner ham, som stedse dandser,
Fordi Tarantulen ham stak i Hælen.
Hans Dands er Feber, og hans Roe er Afmagt.
Ak! du er syg, min Ven! og ingen Brøndcur,
Og intet Bad fornyer dine Kræfter.
Dog om du, svag af Sygestuens Dunst,
Endnu kan taale Luftens rene Aande,
Flye Staden, dette store Hospital,
Indaand dig i Naturens aabne Skiød
Helbredelse; Ved hendes varme Bryst
Nyd Sundhed, Roelighed, og jevne Glæder.
Lad Venskab, lad de blide Muser dig
Besøge! — Hvad? du gaber? kiedes alt,
Imens du hører paa mit Raad? — Velan!
Saa gaae, og skrapt, og spil kun, indtil Døden
Med sorte Terning kaster om dit Liv!