Stille Grave! langt fra eder
Flygter Dagens vilde Tummel hen;
Nu den høitidsfulde Nat udbreder
Al sin Pragt om Skabningen.
Giennem tætte Linder svæve
Sagte Vinde langsom rallende,
Og den blege Lunas Straaler bæve
Ned imellem Grenene.
Og omkring de tavse Høye
Glimter sølvgraae Dug høitidelig;
Hisset under vaade Perler bøie
Mørke Rosmariner sig.
Og i stille rolig Slummer
Hviler mine Brødres Aske her.
Ingen Smerte, ingen grusom Kummer
Vækker dem af Dvale meer.
Men i Dødens Rædsler rolig
Lever Dyden evig seierrig.
Kiære Grav! du Fredens stille Bolig
Er du da saa frygtelig?