C.A. Lund (1763–1833)

Lund, Christen Andersen, 1763–1833, Præst, Digter. Født 28. December 1763 i København (Nic), død 10. August 1833 i Keldby, begravet samme Sted. Forældre: Hørkræmmer og Brygger, en af Stadens 32 Mænd Anders Christensen Lund (1729–1807) og Johanne Børs (1738–1805). Gift 1° 5. Juni 1789 i Holeby med Marie Sophie la Cour, født 23. April 1752 paa Staarupgaard, død 9. August 1801 i Keldby (gift 1° 1782 med Sognepræst i Holeby og Bursø Severin Thørche, 1750–88), Datter af Ridefoged paa Staarupgaard og flere Gaarde, senere Forpagter paa Strandet Pierre la Cour (1716–75, gift 2° 1763 med Christiane Frederikke Nohr, 1727–1801) og Margrethe Susanne Hertzberg (1720–63). 2° 9. April 1802 i Stege med Karen Charlotte Johanne Jørgensen, født 26. Marts 1783 i Stege, død 13. Januar 1855 i Keldby, Datter af Byfoged, senere Justitsraad Frederik Christian Jørgensen (1751–1817) og Birgitte Platou (1750–1829).

Lund blev dimitteret til Universitetet 1780 fra det Klinckske Institut og vandt sig snart et ret kendt Navn blandt sine Studiefæller. Hans milde, tiltalende Væsen og udprægede Sans for Digtekunstens Frembringelser banede ham Vejen til mange af de førende Personligheder i Datidens litterære Verden. Navnlig sluttede han sig i Venskab til Rahbek og Gregers Wad, Pram og Baggesen, og med Iver studerede han især de nyere Sprog og den engelske Poesi. Da hans Helbred imidlertid var lige saa skrøbeligt som hans Sind formørket af Tungsind, maatte han 1783 opgive sin københavnske Tilværelse og en Tid tage Ophold ved Jægerspris. Her skrev han Digtet »Lunden ved Jægerspriis« (først trykt 1788), som blev belønnet af Selskabet for de skiønne Videnskaber. 1785 blev Lund Huslærer hos Grev Danneskiold-Samsøe paa Gisselfeld, 1788 tog han teologisk Attestats, og samme Aar blev han kaldet til Sognepræst i Holeby og Bursø. Da han af Helbredshensyn kun daarligt taalte Opholdet paa Lolland, traf det sig saa heldigt, at han allerede 1790 ved Arveprins Frederiks Hjælp blev forflyttet til Keldby paa Møen, hvor han blev til sin Død. I mange Henseender var Lunds Hjem Indbegrebet af den danske Præstegaardsidyl. I landlig Nøjsomhed dyrkede man her Livets stille Glæder, og trods beskedne Kaar var Keldby Præstegaard Rammen om et rigt aandeligt Liv. Med patriarkalsk Gæstfrihed aabnedes Dørene for de mange, deriblandt Rahbeks og andre Ungdomsvenner, der følte sig draget af Hjemmets stilfærdige Stemning og Husfaderens elskelige Personlighed. — Lund var i sine yngre Dage Bidragyder til Rahbeks Tidsskrifter, og Kendere i Datiden satte hans Digte højt. Fru Rahbek udnævnte ham til »Møens Horats« (Monas Flaccus) og tilskyndede ham til at udgive en Samling af sine Arbejder. Da han ikke vilde følge hendes Opfordringer, afskrev hun med sin egen, sirlige Haand alle hans spredte Digte, lod dem samle i et smagfuldt Bind (nu: Ny kgl. Saml., 8°, 551) og tilsendte ham det. Dog heller ikke dette vilde hjælpe, og først efter hans Død udkom »Efterladte Digte« (1836) og en samlet Udgave af hans Oversættelser af Theokrits Idyller (1837). Blandt hans originale Digte kan særlig nævnes »Aftenen«, »I en stjerneklar Nat« og »Landsbykirkegaarden«. I nyeste Tid er Opmærksomheden igen i stærkere Grad blevet henledt paa Lund, denne Aftenens, Lundens og Gravenes Sanger, paa een Gang Forløber baade for Bødtcher og Ingemann. Man har især fremhævet hans ejendommelige Evne til at gøre det malende Digt lyrisk, til at lægge en sober og ægte Stemning ind i Ordene og ved at holde sine Elegier inden for snævre Grænser at undgaa al banal Udtværen af Tanker og Udtryk. Hvor afhængig Lund end kan være af engelske Forbilleder, virker han aldrig som en aandløs Efterligner, men forstaar at fylde den fremmede Form med eget sjæleligt Indhold, der præges af en blid Vemodighed, en stille Inderlighed — »der er Filt under hans Versefødder, og Rimene er uden Bjælder« (Vilh. Andersen).