Paa Kronprindsens Fødselsdag
1784
1784
Naar Østens Straale mild udbreder
Sit Purpur og fremkalder Glæder,
Da rørte Hymner møde den;
Saa skal vor Sang, o Fredrik, møde
Din Manddoms blide Morgenrøde,
Og henrykt takke Himmelen.
Det blev Dit høie Kald at bære
Engang en Krones Vægt og Ære,
Til Held for dem, som lyde Dig,
Og Himlen Dig skal Evne give
Til viis, og god, og stor at blive;
Saa blir du glad og lykkelig.
O Konge-Søn, gid Smigers Stemme
Dig ei forføre til at glemme,
At Jordens Gud er Støvets Søn,
At det er Arbeid at regjere;
Saa skal dit Hjertes Bifald være
Din og den gode Konges Løn.
Naar Christian til sine Fædre
Gaaer sølvgraa hen og til det bedre,
Til Kongers lyse Evighed,
— Og Landet ved hans Urne græder,
Da sku de Taare, som den væder
Til Minde paa dets Kjerlighed.
Og naar Du paa hans Trone stiger,
At herske over Land og Riger,
Og byde faderlige Bud,
Da gid Din glade Sjæl fornemme,
At Du fik Magten, Held at fremme,
Fra Kongers store Konge, Gud!
O Konge-Søn, da skal Du være
Dit Riges Vel, Din Krones Ære,
Og Dine Undersaatters Lyst;
Og deres glade Myriader —
Dig kalde deres Ven og Fader,
Og Himlen ynde deres Røst.
Med Bøn vi ville Dagen hædre:
Hver Dag han vandre til det Bedre,
Vor gode Konges elskte Søn!
Hans Ungdom skjøn som Vaaren være!
Hans Manddom glade Frugter bære!
Velsign Ham, Gud, og hør vor Bøn!