Fødelands-Kjerlighed
1782
1782
Du Plet af Jord, hvor Livets Stemme
Steeg første Gang fra spæde Bryst,
Hvor Himlen gav mig at fornemme
Det første Glimt af Livets Lyst,
Der, hvor jeg lærte Moder stamme;
Og første Fjed ved hendes Haand;
Der tændtes Gnisten til den Flamme,
Som brænder for mit Fødeland,
Og naar i Barndoms blide Dage
Til fremmed Egn vi løbe hen,
Med Længsel ilte vi tilbage:
Til moderlige Hjem igjen;
Hver Høi, hver Dal, som gav os Glæder,
Den blev vort Minde dyrebar,
Og henrykt Manden seer de Steder,
Hvor han som Barn lyksalig var.
Fra Øst, fra Vest, mod Polers Ende,
Hvor en fornuftig Stemme lød,
De samme Luer varig brænde,
Som Himlen, som Fornuften bød.
Ei Grønlands arme Søn vil bytte
Sit golde Fjeld med kornrigt Land,
Et Marmor-Slot er ham hans Hytte,
Og Fjeldet er hans Kanaan,
Af denne ædle Lue brændte
De fordums Helte af vort Land
Skjøndt de kun tvende Pligter kjendte:
At elske og at døe som Mand;
Saa glemte Hjalte Elskerinde
Og Fødelandet ene saae, 1.
Og faldt for det; Hans Troskabs Minde
Som Bauta-Stenen varig stage!
Den bød dig, Absalon, at lægge
Din Stav, og gribe Sverd til Strid,
At bytte Klostrets lune Vægge
Med Telt i Landets Trængsels Tid;
Ei Storm ham skrekker, Mulm ham blinder;
Arkona følte Danmarks Ven,
Med Skjelven saae sin Overvinder,
Med Glæde Mennesket igjen.
De danske Sletter, Norges Fjelde —
Har Minder af den Kjerlighed, —
Hvorpaa Monarkers sande Vælde
Staaer fast i Feide og i Fred.
Kjær har vi Fædre, Ven og Pige
Og Frugten af arbeidsom Haand;
Men over Alt skal Flammen stige,
Som brænder for vort Fødeland.
Du Troskabs Minde i vort Norden,
Urokkelige Fredrikshald!
Du trodsed’ Carls gjentagne Torden,
Og tændte Lynet til hans Fald;
Paa Klippen, som et Alter, brændte
Et Offer for vort Fødeland,
Der Borger-Kjerligheden tændte
For Landets Vel sin By i Brand.
O Konge-Stad, din Seiers Minde
Til Danskes sidste Slægt skal staae:
Det Land, som Gustav vilde vinde,
Bag dine svage Volde laae;
Men Borger-Kjerligheden vinder,
Og Gustav skjelver for sit Navn,
Hans Haab og Helte Gravsted finder
Omkring det frelste Kjøbenhavn.
Hver Dannemarks og Norges Pige
Skal henrykt synge deres Navn;
Hver Moder ofte Sønnen sige
Sm Frederikshald og Kjøbenhavn,
Og, mens han lærer stamme Moder,
Ham lære stamme Fødeland,
At elske Mennesket som Broder,
Men Fødelandet som en Mand.
Vi ville ligne vore Fædre
Som Mænd i Feide og i Fred;
Vort Navn skal Efterslægten hædre
For Fødelandets Kjerlighed;
Hans Minde Tidens Tand ei skader,
Naar tvivlsømt Marmor-Tegn forgaaer,
Som sig den Gravskrift efterlader:
At han en nyttig Borger var.
Brænd varig i vort Dan og Norden
Du Fødelandets Kjerlighed!
Gjør Manden kjek i Slagets Torden,
Og nyttig i den gyldne Fred!
Vor Attraa Viisdoms Børn skal ære;
Alfader give Bifalds Smil!
gode Borgers Navn at bære,
Er Maalet, som vi stræbe til.