Cantate
opført paa Universitetets øverste Auditorium
opført paa Universitetets øverste Auditorium
over afgangne Statsminister og Geheimeraad Henrich de Stampe
over afgangne Statsminister og Geheimeraad Henrich de Stampe
1789
1789
For Talen.
Som Skyggen svinder Livet bort:
Tung er den Vei, vi træde:
Vor Ungdoms favre Vaar er kort:
Ustadig al vor Glæde;
Alt spirer, modnes, og forgaaer;
Syv Gange Ti er Støvets Aar;
Men sjelden, sjelden flere.
O føl det, du som i din Ungdoms Vaar
Gridsk søger Held i Jordens Glæder,
Og du! som i din Manddom gaaer
Den skumle Vei til falsk udvortes Hæder;
Og du, som sneehviid dynger Guld til Guld,
Og glemmer Graven for et ubrugt Muld;
Henvender Øiet til et Helsot-Leje,
Seer Ungdom visne der som Løv,
Hovmodig Manddom segne ned i Støv,
Og Guldets Træl blot fire Fjelle eje!
Med Anger mindes Daaren svundne Glæder,
Det Glimretegn paa falsk, udvortes Hæder
Er for dens Stoltes Øie,
Som Lyn i Midnat for en Synder;
Og mørk, som Nat, som Fjedren let
Er Guldet selv ved Graven. –
Naar Dødens mørke tunge Vinge
Nedtrykker Luften paa dit Bryst,
Og Sjælen angest skuer ned
I Gravens Svælg, og tænker Evighed,
O Menneske! hvad trøster dig
Paa Jordens hele Klode?
Naar Øret neppe Lyd kan kjende,
Naar Pulsen mattes i sit Slag;
Og tungt og afbrudt Aandedrag
Og Mulm forkynde Dagens Ende;
Ei Taaren, Venskabs tause Klage,
Ei Magens smertefulde Skrig,
Medkalder Glimt af Trøst til dig; —
Har du ei vejet dine Dage,
Har du ei handlet viselig!
Herre! lær os at tælle vore Dage, at vi
maae vorde forstandige!
Som Solen daler ned
Paa Vaarens ynderige Dag,
Og i sin Dalen overstraaler Jorden,
Saa er den Vise i sin sidste Stund;
Med Ro forlader han al Livets Hæder,
Og uden Anger mindes han dets Glæder.
Rundt om hans Leie staae,
Med Haand i Haand de brugte Dage
At følge ham for Evighedens Dom, —
Og alle smile Himlens Haab,
Hans Dødsstund er en skyldfri Søvn,
O Himle fryde sig, men Jorden græder —
See, saa forlod vor Stampe Jorden.
Græder ved hans Urne, græder,
I, som kjendte Mandens Sjæl!
Savnet er den Vises Hæder,
Men hans Løn er Himlens Glæder:
Og at ligne ham er Held!
Efter Talen.
Ved Danmarks minderige Bred
Athene staaer i dyb Betragtning,
Og Sorgens Alvor er i hendes Aasyn:
Hun mindes sine nye Tab. —
Urania! din (Geus er ikke meer —
Og Danmarks Archimed, den ædle Gerner,
Han, Nordens umiskjendelige Savn,
Som gjennem Bølgen fortjente dets Hæder,
Er Støv. –
Saa sank den Lovens Tolk,
Astræas Ven, den vise Anker –
Og han, som brændte for sit Fødeland,
Som ædel Elsker for sin Mø,
Din Eriksen, o! Island, tier –
O du, som i din Egekrands
Bar latialske Musers Pryd,
Du ædle Lüxdorph! hvor tør gribe,
Den Harpe, du forlod?
Den kjække Mand, trods Jemblas Kuld og Nat,
Som Paulus, varm for Tro og Brødre,
Den fromme Egede, der lærde Grønlands Vilde
At hæve Tanken fra den fæle mørke Hule
Til Lys og Himlens Haab,
Er samlet med sin Lærdoms Førstegrøde,
Hvor Haab er Vished.
Og du forlod Athenes Helligdom,
Som Dyd og Lærdom banede Vei
Til Ærens Tempel,
O Stampe i dine fejre Aar —
Du viede til ungdoms Lære.
Som Olding sidder nu din Lærling taus,
Og stirrer paa din Grav, og takker dig med Taarer. —
Dig satte Nordens Christian
Blandt første Mænd,
Og gav dig Hæderstegn paa Dyd og Visdom:
Athene savner dig, og Fødelandet
Og Kongen savne dig! — —
Yngling! knæl i Visdoms Tempel,
See vort Savn og dit Exempel,
Og en hellig Flamme stige
For at vorde deres Lige,
Som udbredte Lys og Gavn!
Lad din Vandel skyldfri være,
Hellig, som Guds Navn, din Ære;
Dig da vorde sande Glæder,
Fast og stor og lys din Hæder,
Og udødelig dit Navn!