Lig Drøm et Hundredaar vi saae hensvinde,
Et nyt Aarhundred vi imøde seer;
Men naar dets sidste Morgen skal oprinde,
O da er ingen af os meer,
Han, hvem et tusind Aar som Lynglimt ere,
Han veed, om dette skal det sidste være,
Hvad heller vi skal leve fleer.
Som Bølgen døer, og atter fødes Bølge,
Paa Verdens vilde vidtudstrakte Hav,
Saa Jordens Slægter paa hinanden følge,
De spire, vore, modnes til en Grav.
Al Jordens Riger denne Lov adlyde,
Paa Tidens store Strøm som Bobler flyde,
Og styrte ned i Evighedens Hav.
Du Evighedens, som Naturens Fader!
Paa Livets Bane styrer du vort Fjed,
Dit skjulte Forsyn aldrig os forlader,
Det følger med vort Støv i Graven ned.
Vi troe fra Fjeld i Labyrinth at stige,
For dig er Vejen lys, og kort, og lige,
Dens Maal er evig Kundskab, evig Fred,