Jubelhymne
1801
1801
Gud er her! den evighøje;
Intet skjules for hans Øje,
Livet er hans Bud.
Han er Herren! kun de rene
Kunne ham i Sandhed tjene,
Hellig, hellig er vor Gud.
Gud er her! hvert Hjerte bæve!
Hisset vil han Regnskab kræve,
End for denne Stund.
Hvo for Herrens Aasyn træder,
Hvo ham i hans Huus tilbeder,
Hjertet stemme med hans Mund!
Du er her, Algodheds Fader!
Hvert dit Barn sig trygt forlader
Paa din Kjærlighed.
Dig vor Fader! dig til Ære
Denne Stund indviet være!
Giv du os dit Lys, din Fred!
Amen!
Efter Prædiken.
Lovpriser Jehova i jublende Chor,
Lovpriser ham, Himmelens Hære!
Al Jorden forkynder hans Ære,
Han ene er Herren, alvældig og stor!
Hallelujah.
Herre! evig er din Vælde,
Verdner svinde bort af Ælde,
Sole slukkes ud!
Ved dit Vink Naturen falder,
Og dit Vink den atter kalder;
Alskaber! Gud!
Alvældige! din Skabnings Bryst
En hellig Rædsel gjennembæver,
Naar han sin svage Røst
Om dine Underværker hæver.
Svimlende han aander ud!
Ubegribelige Gud!
Hvis jeg i Jordens Skjød nedsænkte mig,
Og kunde jeg med Lynets snare Vinge
Mig til den sidste Solkreds svinge,
I Mulm, i Lys jeg følte dig. –
Fra Jordens Svælg, fra Sole tordnes ud,
Her er Gud!
Alvældig, evig, ubegribelig,
Langt over Jorden, over Himles Hære,
Alskaber! Herre! hvo kan fatte dig?
Hvad Navn kan værdigt til din Storhed være?
Selv bød du os miskundelig:
Vi skulle Fader kalde dig.
Udgyd, o Haab! din Himmel i vort Bryst!
Vor hele Sjæl erkjendtlig Tillid være!
Stig høit, du Glædens Jubelrøst!
Forkynd Jehovahs Godhed med hans Ære!
Du Fader! Støvet bød at elske dig,
At være lykkelig.
Du kuer Stormens Vælde med din Arm,
Dit Vink ærbødig Havets Bølge lyder,
Tyranner rase frem i vilden Harm,
De synke hen i Støv, naar du det byder.
Et Folk sig stort ved Vold med Stolthed seer,
Jehovah vil, og Folket er ei meer,
Jehovah bød: vord Lys! og Lyset blev;
Han vil; Vankundighedens Mørke viger.
Han Overtroens Gøglelys bortdrev,
See, Kundskabs klare Morgenrøde stiger,
I Lysets Straaler Folket fryder sig.
Det, Lysets Fader! priser dig.
Du førte vore første Fædre frem
Paa Kundskabs Vei med Faderhjerte,
Dit vise Forsynsøie fulgte dem,
Du under Billeder dem Sandhed lærte;
Da deres Afkom gik med sikre Fjed,
Du Morgenrøden bød for Solen svinde,
Thi sendte du din Søn til Jorden ned,
Og Verden saae det store Lys oprinde.
Som Drøm hensvunde attenhundred Aar,
End straaler det med reen usvækket Vælde,
Som Herrens Throne Sandhed evig staaer,
Den dræber intet Mulm, den svækker ingen Ælde,
Til fjerne Folk dens Lys skal spredes ud,
I det al Jorden skal tilbede,
De skulde fryde sig ved Jesu Bud
I Fuego — Landets Kuld, og Jarahs Hede,
Thi stor og reen og navnløs Salighed
Er deres Løn, som Jesu Lærdom lyder,
I Sjælen Lys, i Hjertet Fred,
Og Taal i Modgang dem Alvisdom byder,
Ved Dyder adles Sjælen meer og meer,
Og naar den sidste Time kommer,
Naar Øiet brister, Sjælen seer
En Fader i Alverdens Dommer,
Gud! du danned os til Glæde,
Kaldte os til Salighed;
I din Skabnings Underkjæde
Bleve vi et vigtigt Led.
Alles Hjerter hæve sig,
Alles Læber prise dig.
Herre! du saae ned til Norden,
Skjænkte den fremfarne Tid
Fred, og Frugtbarhed af Jorden,
Signede hver gavnlig Id.
Dette nys begyndte Aar
Gud! i dine Hænder staaer.
Vi din Faderhuld erkjænde
Dybt i vor henrykte Sjæl,
Du os vil fra Himlen sende,
Hvad som tjener til vort Vel.
Gud! du skaber Vel af Vee,
Fader! Gud! din Villie skee.
Giv vor Sjæl i Viisdom stige
Luttre os til Hellighed,
At vi modnes til dit Rige,
Som du hisset har bereed.
Der fra Lys til Lys vi gaaer
I et evigt Jubelaar,
Alt det som aander, love Herren
Halleluja!
Min Sjæl! lov Herren
Halleluja!