Fader fra din Himmel ned
Seer du Livets store Vrimmel,
Paa forskjællig Tid og Sted
Alle stunde til din Himmel
Alles Røst forener sig,
Alle Fader kalde dig.
/
Paa den Vei du giver Agt,
Som til Lyset vi betræde,
I dit Navn vi svor vor Pagt,
I dit Navn vi bandt vor Kjæde
Styr du, Fader! vore Fjed
Til dit Lys, din Salighed.
Som du er miskundelig,
Broder mod sin Broder være!
Han hver, som forvilder sig,
Kjærligt raade, venligt lære,
Selv ublændt ved Gøgleild,
Pnke dem som farer vild.
Sorgens Huus og Armods Vraa
Trøst og Hjælp ved Brødre nyde!
Og den Syge paa sit Straa
Broderhaanden Lindring byde,
Slavens Lænke fatte han,
Hjelpe, trøste, hvor han kan!
Trofast, som mod dig, sin Gud,
Han imod sin Fyrste være,
Lyde hvert hans Faderbud,
Villig Stadens Byrde bære;
Han i Feide som en Mand,
Værne for sit Fædreland!
Fader! er dit Lønraad saa,
At vi skal for Sandhed lide,
Lad os uforfærdet staae,
Og med Dyd og Taalmod stride!
For den Sandhed, du os bød,
Taale Trængsel, Lænker, Død.
Almeen Brodervelbehag
I hver Broders Hjerte gløde!
Dermed klar og dunkel Dag
Dermed Dødens Mulm vi møde,
Da hver Broder glad opstaaer
Til sit Væsens Jubelaar.