Er end Banen tung at træde,
Er den dog saa rig paa Glæde,
Er saa rig paa Sjælefred;
Følg vor Ordens vise Lære:
Du dit Hjertes Herre være,
Viisdom styre dine Fjed!
Om dig Gøgledands forvilder,
Sandsers Rosenbaand dig hilder,
Nat og Svælg opsluge dig,
Frelsens dig fravendte Øre
Aldrig, aldrig meer skal høre
Dit fortvivlte Jammerskrig.
Eet er Salighed paa Jorden,
Giver Mod i Skjæbnens Torden,
Det, at være Dyden tro.
Det velsigner dine Glæder,
Og naar du paa Torne træder,
Det dig skjænker Taal og Ro.
Da naar Banens Byrder trætte,
Ædelt Venskab dem skal lette,
Trykke dig til trofast Bryst;
Frygt og Kummers Mulm skal svinde,
Og din Sjæl skal stedse finde
Kraft og Haab og Mod og Trøst.
Stjerne! lad dit klare Øie
Straale for os fra det Høje
Fyld vort Tempel med din Glands!
Os vor Kjæde kraftig binde,
At vi kjæmpe for at vinde
Evighedens Seierskrands!