Hun smilede — saa gaaer med dampet Krone
En stille Guddom rundt til Haab og Trøst,
Og ikkun jeg, med salig hælet Lyst,
Modtog dit milde Smiil, Uranione!
Hun smilede — o Zeus! til Sphærers Tone
Ophøj den Dødeliges svage Røst,
Og giv ham Himlens Straaler, Jordens Høst,
Med Bøn og Tak at lægge for din Trone!
Hun smiled’ end — brat Lysets Safirsal
Med alle Sole, Stjerner, Kloder reiser
Sig under hendes Fod til Pjedestal;
Som Guddom for mit drukne Blik hun kneiser,
Mod Pjedestallen vildt mit Hjerte slaaer,
Men ak! mit Favn Gudinden ikke naaer!