Her Rammen staaer, hvor end de Blomster leve,
Som sig udfolded’ under Naal og Haand;
Her hænge de sneehvide Klædebon,
Hvis Folder for den ranke Krop omstreve.
Her Ossian og Göthes Tasso bleve,
Samt Digtet om hiin Gottfried af Bouillon;
Og her — brist ej mit Hjerte! hendes Aand
Udaanded’ sig i disse sidste Breve.
Et helligt Fredensrige rundt hun stifted,
Hvor Livet let og frit, som Sangen,
I Skjønheds Æter sig fra Byrden skilled!
Men Dødens Aande alt det Hæld bortvifted.
Nu staaer jeg eene midt i Undergangen
Med evigt Smertetræk, et Sørgebilled!