Skjebne, bind ved Styxens dorske Bred
Vaaren fast til Nattens gamle Sæde,
At ei døde Glæders Skygger træde
Frem med ham i Mindets Aftenskjær!
Her hun sad, og let hensvæved’ der;
Hist hun plukked Stenglens første Spæde;
Her, i Maanenattens Platonsglæde,
Vore Sjæle være Himlen nær —
Hulde Vinter, skjul de grumme Minder!
Oftre end mit Nøjes Smiil frembrød,
Nu paa dem min Længsels Taare rinder.
I hver Fryd, som nys var himmelsk sød
Nu en Eumenide jeg gjenfinder,
Martrende med Savnets Sjæledød.