Du Øjet løfte, Taaren tørre,
Fra kraftløst Fald du reise dig!
Gjenvordigheden vorder større.
Hvor Modet ej forstørrer sig.
At lide, Qvinden egner.
Men Manden, end han segner,
Højmodig taale skal.
Foranderlighed væver triller
Paa Jorden Livets Bølge hen;
Det Knyttede sig atter skiller
Kun for at knytte sig igjen;
Og skulde Sorger vare,
Da Glæderne saa snare
Forlade os igjen?
Behersk dig selv, kun da opsiger
Du frit det blinde Fatums Magt,
Thi hvo ei stifter egne Riger,
I fremmed Lænke vorder lagt.
Ei Verden sig aftrykke
I dig med Nød og Lykke,
Aftryk du dig i den!
Fra Himmelen blev dig medgivet
Den ydre Verdens Dannestav;
Fra dig udflyder Herskerlivet,
Din Vilje er en Guddoms Krav.
Vov ikke blot at vide,
Vov kjækkere at slide
Fra Tidens Hjul dig løs!
Din Skjæbne dog ei vov at binde,
I Kamp mod den du falde maae,
Og syntes stundom du at vinde,
Da viid, du ej din Skjæbne saae.
Kun Taal kan denne fælde,
Dit Forsvar er dens Vælde,
Dit Smiil dens Nederlag.
Stort, herligt er det, at modtage
Hver Skjæbne med et Bryst af Staal!
I Viisdoms Æter Aanden drage,
Mens Hjertet bløder, Smertens Maal!
I tvende Verdners Blanden
Som Grænseskjæl, staaer Manden
Og smiler til hvert Saar.
Træd hen for dette Marmorbilled’,
For denne herlige Gestalt:
Du skuer Niobe fremstillet,
Til Skjæbnen ak! hun tabte alt.
Mens hendes Sønner smile
I Leegen, Dødens Pile
Fra Skyen ramme dem.
Det knuste Moderhjertes Qvaler
Og hendes Død i hver en Død,
Ei noget Ord og Skrig udtaler:
Stum stirrer hun paa Skyens Skjød,
Men ingen Taarer trille,
Som Støtten, kold og stille
Hun venter sidste Piil.