Spraglede og kjelne Due
Med de silkebløde Fjær
Og en Hals, som Himlens Bue
Svagt kun ligner i sit Skjær:
Hold dig, Bedste, paa min Finger
Med de rosenrøde Kløer,
Kjælent hæng med dine Vinger
Og din Herskerinde hør!
Venus-Paphia dig kjender,
Du er kjær hiin lille Gud,
Derfor atter jeg udsender
Dig, som Elskovs Sendebud.
Engang for Alciphron sendte
Dig saa lønlig fra sin Ø;
Engang alt fra mig du vendte
Hjemad over Land og Sø.
Nu igaar han skjuler atter
Dybt i Fiskerkurven dig —
Jeg er en ulydig Datter,
Paphia beskytte mig!
Sid nu stille, mens jeg binder
Under Vingen dette Brev.
Vidste du, hvor mine Kinder
Blussed’, da min Haand det skrev!
Vidste du, hvor Hjertet maler
Sig i hvert et Træk, og hvor
Dette stumme Blad udtaler
Meer end nogentid mit Ord!
Seer du vel paa Klintens Skrænte
Hist en Hytte, hvid og grøn?
Tusind Kys og Klap dig vente
Hisset til din Trostabs Løn.
Der Alciphron gaaer og tænker
Paa sin Pige, øm og tro,
Og med stille Længsel sænker
Øjet hid mod hendes Bo.
Der du Ømme har din Reede
Med de spæde Ungers Tal;
Modersmhed da dig lede
Sikkert i dit skjønne Kald!
Lad de vilde Fugle ikke
Fra din Vei aflokke dig,
Markens grove Frø at pikke,
Sligt for dig ei sømmer sig.
Heller ikke dyp din Vinge
Ned i Bølgens kolde Bad,
Ak! da vilde du kun bringe
Et forrevet, plettet Blad.
Derfor, Ømme! først du tage
Disse Guldkorn til de Smaae,
Og af denne Skaal inddrage
Bølgens kjøle Himmelblaae.
Saa! og nu du end betænke
Hvor min Ven vil fryde sig
Og i Hast fra Brev og Lænke,
O hvor hastigt! løse dig.
Nu afsted! Nu? vil du ikke?
O du alt forkjælet er!
Nej, den flyver, mine Blikke
Øjner ei den Snelle meer.