En Ridder over Heeden reed —
O siig! hvorhen? hvorhen?
Jeg skal afsted, jeg maae afsted
Og kommer ej igjen.
Tøv, hulde Ridder! tøv endnu
Og hold Guldtøjlen stram.
O Ridder! kom dit Ord ihu,
Tænk, Himlen det fornam!
Ha! Ha! Den Snak, jeg Piger gav,
Er ingen Tanke værd,
Thi Vinden over Land og Hav
Gud veed, hvorhen! den bær.
Nei, Edvard, nei! det er ei saa.
Det Ord du Møen gav,
Det Hjertensord du holde maae
Selv i den kolde Grav.
O Edvard! Edvard! er det dig,
Som ved mit Hjerte her
Saa sødt og kjælent lærte mig,
At have dig saa kjær?
Som mine Læbers spæde Knop.
Med Elskovs Aandedrag
til Sommerrose pusted’ op,
Heed, som en Midjedag?
Til Hyldens svale Skygge hist,
Jeg aldrig glemmer den!
Med kjærlig Tvang og kjælen List
Du lokkede mig hen.
Jeg blev saa bange og saa øm
Imellem Graad og Smiil;
Jeg blunded’ bort, som til en Drøm,
Og o! blev atter til.
Ak, Edvard! Foraarsblomsten veeg
Og Frugten blev igjen;
Min Barm saa tungt og sælsomt steeg,
O siig! hvad tynged’ den?
Forskyd nu den bedragne Møe!
Fnys Kamp og blodig Daad!
Din Elskede skal haanet døe,
Din Afkom die Graad.
Gak hen! Gak hen! dog aldrig heelt
Du slides af min Arm;
Det lever i min Barm. —
Den Ridder fra sin Ganger saae,
Den Pige var saa huld;
Han atter fra sin Ganger saae,
Hun var saa sorrigfuld.
Den Ridder brat af Sadlen steeg
Og rakte Haanden hen;
Ved Bryllupsfærd og Strængeleeg
Hun smilede igjen.