Under Aftenstjernens Øie,
Vinkende til Søvnens Daan,
Hviler sødt paa Idas Høie,
Blundende, Endymion.
Tryllet mangen Blomst sig trykker
Til hans Kinders friske Vaar;
Duggens spæde Najas smykker
Med sin Perlekrands hans Haar.
Skjønhed sig i lette Bølger
Om hans Heroslemmer snoer;
Ynde blidt med Liljer dølger
Kraftens senefulde Spor:
Men den Skjønhed og den Ynde,
Som hans Liv henbølger i,
Kan kun anet sig forkynde
Selv i Formers Harmoni.
Hvad mon hist bag Skoven holder?
Lunas Sølverkarm det er.
Taus, indsvøbt i Skyens Folder,
Letos Datter svæver nær.
Hos den Blundende hun standser
Sine Fjed, blufærdig seen,
Og jomfruelig ham krandser
Med en himmelsk Myrthegreen.
Henrykt over ham henbøiet,
Tryllet ved Beskuelsen,
Fra den Yndede hun Øiet
Ei kan vende bort igjen,
Indtil, tændt at Attraaes Flammer,
Saaret af det elskte Syn,
Ømt Olympens Datter stammer
I en Harmoni af Nyn.
Da fra hendes Læber svæver
Let, som Nektardraabens Fald
Ned i Hebes Rose bæver
Af den hældede Pokal —
Eller og som Duften stræber
Sig fra Blomsterknoppen løs —
Svæver fra Gudindens Læber
Det guddommelige Kys.
Mulighedens fjerne Sphære
Sank med dette i hans Sjæl;
Drømme ned fra Himlen bære
Billeder paa hvert et Held;
Fri fra Støvet, klædt i Straaler,
Daglig Uraniders Gjæst,
Han udtømmer Nektarskaaler
Ved Olympens Glædesfest.
Morgensolen lig han luer,
Ikke blot af Hebes Drik,
Da han næstved Luna skuer
Med nedsænket Maaneblik:
Drømmende sin Favn han hæver
Og udsukker hendes Navn,
Men Gudinden selv udsvæver
For den meer end drømte Favn.
Rødmende maa Luna vige
For sin Broders Straalestrøm,
Som for dens forvovne Lige
I den Elsktes Drøm.
Stedse dog, naar Natten atter
Stjerneverdnen ruller op,
Til sin Yndling Letos Datter
Daler ømt paa Idas Top.
Skjønne, blide Dødelige!
Sukker hun, gid Skjæbnen dig
Brat forguded til min Lige,
Salig uforgjængelig!
Eller tillod, dig at holde
Evig i min Straalearm,
Og i Drømme at udfolde
Billedguden i din Barm!
Tithons Fælle, Eos hører
Luna, ak! og skadefro
I sin Rosenfavn bortfører
Ynglingen til Hades’ Bo.
Syvfold Styxens Knuder vinde
Sig om den Nedsjunknes Fjed,
Mens to Veemodstaarer rinde
Fra Gudindens Øie ned.
Naar den fromme Dødelige,
Daanet i den største Fryd,
Rundt i Harmoniens Rige
Finder ei sin Glædes Lyd,
Da veemodig han udtrykke
Maa ved slige Taarer sig,
Thi Jordklodens største Lykke
Guders Smerte er kun lig.
Fødte af Gudindens Indre,
Glimt af hendes Kjærlighed,
Kort blandt Duggens Draaber tindre
Disse tvende Taarer med,
Men ved medfødt Liv de blive
Natviol og Nattergal
Og med Duft og Sang oplive
Nattens øde, tause Sal.
Naar sin Rose Aftnen slynger,
Krandsende, om Bjergets Top,
Sødtveemodigt Fuglen synger,
Bly sig lukker Blomsten op,
Og endymionske Drømme
Let, i Duft og Melodi,
Over Jordens Flade svømme
Med olympisk Trylleri.
Kommer Luna, Nattergalen
Klukker ømt paa hendes Karm,
Natviolen dybt fra Dalen
Strækker sig mod hendes Barm;
Vaagner da ved disse Minder
Hendes Veemod op igjen,
Alle skjønne Sjæle rinder
Med i hendes Længsel hen.