Hjerte, hvad omspænder dig?
Kan da Jorden intet byde
Dig at lette, stille, fryde?
Svar, om du da ikke meer
Himlen i Naturen seer?
Arme, syge Hjerte, brist!
Qvalens Ende kun er Rist.
Alt det Skjønne maae forsvinde,
Over Smiil maae Taaren rinde,
Arme, syge Hjerte, her
Har du intet Eje meer.
Rosen med den indre Orm
Staaer i Ly for Regn og Storm;
Himlen luuner, Sefir lufter,
Liljen og Levkojen dufter,
Stakkels Rose eene maae
Midt i al den Pragt forgaae!
Hjerte! Rosen ligt du er,
I dig selv du Døden bær.
Vaaren atter Jorden pryder.
Atter Glædens Stemme lyder,
Rundt det er endnu som før,
Rose, Rose, du kun døer!