Hellige Jordens Havblik!
Hvor stille rundt!
Guitarrens sidste
Smeltende Lyd döde
Hist ved Ridderstötten
Paa den maanelyse Plads,
Medens den Skjönnes Vindve
Knirkende lukkede sig.
O hellige Taushed!
Kun afbrudt, naar Gryllen,
Siddende paa Nattens Haand,
Varsler om den dybere Sövn,
Eller naar Svalen,
Höit i sin Rede
Ved det corinthiske Capital,
Qvidrer i kjælen Dröm.
Gjennem eensomme Gader,
Bredt oplyste af Maanen,
Min Skygge langt forud.
Hvor underligt blande sig Dag og Nat
Til phantastisk Uvished!
Halvt svinder det Nærværende
Og ætherisk synes mig Alt.
Hine Helgen’ af Marmor
Over Fruekirkens Portal
Synes dem selv og at straale
I paradisisk Glands.
O Nattens kydske Lys,
I dit Englesmiil
Spire Phantasiens Blomster
Til et Eden!
Men her — ja! her,
Her er Paladset.
Grusomme Portal!
Veed du, hvilken Skat du bevogter?
Kast din Skygge over mig!
Deroppe i Mezzaninen,
Hvor Lyset neppe stænker hen,
Brudt mellem Pillerne,
Der er, söde Erindring!
Et Gemak, nei! et Tempel,
Skjönhedens og Yndens,
Salige Elskov, dit Tempel!
Der aander Dione Kjöling
Paa Adonis’ dryppende Pande,
Mens Leda söger en Læbe
Og præger de glödende Kys
I den forelskede Luft.
I dette Tempel staaer et Leie,
Hellige Amor, dit Alter!
O himmelske Syn!
Phantasi trækker Forhænget
Sagte til Siden,
Og Amoriner gynge
Paa de bölgende Hynder.
Der ligger du, yndige Lilla!
Lig Harpen med slappede Strænge:
Livets Melodier tie,
Kun Viften fra Phantasiens Vinger
Svæver hen mellem Strængene,
Til Gjenlyd af Dagens Velklang.
Söde! Guddommelige!
O kunde jeg inddrage
Dit luende Aandedrag
Og i uoplöselig Favn
Vikle mig sammen med dig!
Glödende, som Solen
Ved Havets Barm,
Skulde jeg ligge ved dit Bryst
Og aldrig gaae ned!
Lykkelige Maanestraale,
Som snoer sig om hendes Arm!
Var jeg Luften,
Der sniger sig gjennem Sprækkerne
Og modtager hendes Udaanden!
Gjennem denne Marmormasse,
Som gjennem opdynget Snee,
Gad jeg skride!
Snerpes sammen, I Piller!
Ind i eders Sokkel,
Og sætter Tempel,
Alter og Gudinde
Ned for min Fod,
At jeg som Offer
Maa kaste mig derpaa,
Og mine kjælne Dödssukke
Vorde den södeste Hymne!
Skal jeg fylde Haanden
Med Ildebrand
Og slænge den ind,
Og gjennem Farer og Undergang
Frelse den Blundende?
O skaan mig, vilde Raseri!
Fred! Fred! I Furier!
Kommer du fra Tartarus,
Töilelöse Elskov?
O! velkommen, Himmelrödme!
Velkommen, Horasang
Fra Nonnernes hellige Læber!
Yndige Undseelse,
Usmittede Savn,
Ledsager mig tilbage!