Dagens Vogn bag hiine Fielderader
Dölger Banens dristigt trukne Sving,
Mens de stille, duggende Hyader
Rykke frem i Verdenaarets Ring.
Nat og Taushed ruger over Jorden,
Hvor er fredlös Idræt, svimmel Fryd?
Hvor er Raadets Viisdom, Krigens Torden?
Ak! det er en Dröm, en svunden Lyd!
Lampen lig i qvalme Mausolæer,
Maanen höit fra Himlen hænger ned,
Medens Gryllens hæse Hymenæer
Vie Dödningen til evig Fred.
Phantasie fra aaben Himmel daler
Ned i Nattens stille Skyggeland;
Phantasie de svundne Dage maleer
Frisk igien paa Jord og Ocean.
Sagte det Nærværende bortviger,
Gamle Fortid, Krandsen i sit Haar,
I Triumph med Skialdefölge stiger
Af sin Grav og over Jorden gaaer.
Glödende af raske Ungdomsluer,
Og ved Aftnens sidste Straaler röd,
Hist fra Strandens höie Brinke skuer
Ynglingen paa Nattens sorte Skiöd.
Paa de store, underfulde Syner
Stirrer han med Rædsel og Behag,
Og Begeistring fra hans Öie lyner,
Og Beslutning er hvert Aandedrag.
Ha! skal ikkun hiine siungne Helte
Seirende, med Tidens Bölgefald,
Deres Minde, deres Navne velte
Rundt om Skialdes gienlydrige Hald?
Staae de eene der i Sagnets Rige,
Hiine evige Graniter lig,
Som med Skovekroner herligt stige
Og i Strömme aldrig tömme sig?
Staae de der som colossalske Minder
Af en Protogæa, medens mat
Sagnets Maanlys mellem dem henrinder,
Uvist tegnende i Tidens Nat?
Eller mon ved muldrende Ruiner
Phantasien större reiser dem?
Og mon ikke Hæder, lig Laviner,
Svulmende ad Sekler veltes frem?
Bort, forvovne Tvivl, som tör forklare
Tidens Under kun som Dröm og Svig!
Knæl, o Slövhed! for den Helteskare,
Til hvis Höifest Sekler samled’ sig.
Mennesk’hedens grundende Graniter,
Som ved Tidens Kilde fæsted’ Rod,
Skrækker Nutids kielne Sybariter,
Myldrende ved eders Risefod!
Giennemskrækker dem, dog mig udkaarer
Til at skride eders Heltegang,
Tidssirenens Sang ei mig bedaarer,
Ei af Jorden spirer frem min Trang.
Orpheus, viis hiin blodige Nebride
Du fra Mennesk’hedens Skulder sled!
Ryst din gamle Krands, o Mæonide,
Og fra den Begeistring suse ned!
Hilset vær, lyssendte Zoroaster!
Numa! Sokrates! Timoleon!
Og Lycurg, som spændte alle Laster
I Triumph for Lovens Seiejrsvogn.
Hilset vær, fremstraalende Thebaner,
Trende Dyders sieldne Yndling du:
Nu en Löve under Retfærds Franer,
Raadets Stierne, Arnens Guddom nu.
Store Helteskikkelser, omsvæver
Mig fra Morgenrödens förste Glands,
Indtil Midnat hemmelig sig hæver
Med plejader i sin höie Krands.
Guderne til eders Risevilje,
Skiænke mig det viise Maadehold:
Lauren skændes ei ved Charis’s Lilje,
Guder ære Adrasteas Maal.
Store Forsæt i mit Indre stræbe,
Fuld af sildigt Sagn er denne Barm,
Efterslægtens Lod er paa min Læbe,
Efterslægtens Hæld i denne Arm:
Giennem fierne Tider kun udförer
Mit begyndte Heltelevnet sig,
Mennesk’hedens döende Velgiörer,
Mig din skiönne Martyrkrone! mig!