O du, som i Skabningens rystede Rum
Forvandlingens knusende Hjul dreier om,
Saa Sekler, lig Draaber, henstænke;
O Magt, som nu krandset med Tingenes Vaar,
I Undergangsstöv nu forfærdelig staaer,
Skjöndt holdende Lovenes Lænke,
O Verdenskraft! uendelig!
Kan Stövets Tanke fatte dig?
Forgjæves i Menneskets Barm en Titan,
Som Frihed sig kalder, din Arv griber an
Og vover dit Scepter at krænke:
Du skaber hver Tanke i Granskerens Sjæl,
Heroernes Vilje er ikkun din Træl,
Fornuft kun en ædlere Lænke:
Af Tankens og af Viljens Hjem
Du Tidens Aarbog ruller frem.
Af Stöv og af Tanker, af Stof og af Aand,
O evige Vælde! din skabende Haand
Naturen og Skjæbnen frembringer,
Og stadig, blandt uhyre Blokke og Vrag,
Vulkanisk Frembringning og Undergangsbrag,
I selvsamme Kreds du dig svinger,
Og medens Alt rundtom forgaaer,
Du ikkun uforkrænket staaer.
O siig mig, du Store, o siig, hvilken Naal
I Tidernes Oprör maa pege dit Maal
Og uden Misviisning dig lede?
Siig, vælter du Alt i en Malström omkring,
Hvad eller fremskynder fra Ring og til Ring
Langs endlöse Udviklingskjede?
Staaer Tanken ogsaa ved dit Ror
Og styrer til uaftrykt Spor?
I Stoffet du stedse den Samme dig teer,
Siig! haster du ikke til bedre og meer
Paa Aandernes höiere Baner?
Opadler du ikke, i ædlere Kald,
Fornedrede Aander til hiint Ideal,
Den Vises Henrykkelse aner,
Og i forvoven Flammearm
Oplöfter til en Skabers Barm?
I Tidernes Aarbog den Granskende troer
I hemmeligt Mörke at skimte dit Spor,
Og Skjær paa dine Bane antænder:
Som Jordklodens Söster i Ætherens Hav
Formörkelsens Skygge ei brat kaster af
Og smilende Aasyn fuldender,
Saa seer han Guders faldne Slægt
Afryste Stövets Slör og Vægt.
Ved Viisdommens Födder saa henrykt han spaaer:
Fuldkommenheds Alter paa Jordkloden staaer,
Og Slægter til Offer sig trænger,
Hver stiller i Tingenes Række et Haab,
En Misting nedslaaer og med Seirendes Raab
Ved Alteret Krandsen henhænger,
Indtil, med sin, Daimonen skal
Fuldende alle Krandses Tal.
O tryllende Spaadom, du trofaste Fjæl!
Ved hvilken i Tingenes Skibbrud min Sjæl
Paa Haablösheds Afgrunde svæver!
Vær Menneskets Fodsteen til höiere Stand,
Naar Tvivlen formasteligt griber det an,
Naar Vantro gigantisk sig hæver
Og haanligt Armen strækker ud,
At styrte Jordens Billedgud.
Det veies (saa lyde Bespottelsens Ord),
Lig Maanen, tiltrukken af Sol og af Jord,
Paa Grændsen af modsatte Baner:
Fornuften og Selvheden strider om det,
En Blanding af ædel og trællende Æt,
Det praler med himmelske Aner,
Men ak! ei Dyr, ei Daimon, maa
Jordklodens Sön i Rækken staae.
Forvoven, i Stövets udstrammede Baand,
Mod Himlen han stiger, en modnende Aand,
Og Sæde blandt Guderne tager:
Men Tyngden ham hvirvler til Jordkloden ned,
Og Selvhed paa Rovdyrets blodige Fjed
I skjændige Lænker ham drager:
Urania, han fra din Barm
Dybt styrter ned i Circes Arm.
O gothiske Stamme, som drömmer dig stor,
Spörg Fortids Orakel, paa Viisdommens Spor
Indfört i dens hellige Mörke!
Hvo ligner blandt eder Thebanernes Priis?
Hvo er eders Phocion, nöisom og viis,
En Gud ved opoffrende Styrke?
I Vid I hine overgaae,
I Kraft og Vilje bag dem staae.
Omsonst du dig væbner med visere Lov
Mod Flokke af laster, som lure paa Rov,
Lig Tigere, Frygten kun holder:
Paa Torvet du drager i Feide mod dem,
Ved vidnefrit Ildsted, i Tankernes Hjem
Forvovenheds Skjöd dem udfolder:
Det Onde heelt undfanget er,
Dog kun halv födt til Dagens Skjær.
Spörg hiin, som nedsteg til eurotiske Bred,
Fra Smintheus-Apollon med Love steg ned
Og Mennesket vældigt omstöbte:
Han styrede Sparta ved Vugge og Bord,
Slog Fjenden i Börnenes legende Chor
Og Hymens Mysterier röbte;
Ja, selv i Spirers Helligdom
Han skjulte Isis forekom.
Hun sukked, da evige Former han bröd,
Da Sönnen i Væseners Række laae död,
Spartaneren Aabningen fyldte.
Men bort i det Hele det Enkelte svandt,
Hver Tanke og Attraa til Forum henrandt,
Og Selvhed Lovstifteren hyldte:
I hver Spartaner, Solen lig
I Duggen, Sparta speilte sig.
En Form du da vælge, af Ynde og Ret
I Himmelen dannet, som Menneskers Æt
Til meer end Spartaner forhöier:
Hvor ere Heloter til trællende Id,
Som Aanden fornedrer til Dyrhedens Id
Og Issen mod Jordklumpen böier?
Hvor er den Haand, det Öie hvor,
Som viser Millioner Spor?
Kan du Embryonet bemægtige dig?
Ved Vugge og Leg, hvor det udvikler sig,
Henstille en englelig Vægter?
O gothiske Hyrde, din tallöse Hjord
At drive paa Viisdommens almene Spor
Et Folk af Sokrater kun mægter:
Hvorfra den höie Ynkaæt,
Som sammenvier Lyst og Ret?
Saa kald da de Kunsters cirkasiske Slæng,
At oprede Yppigheds Edderduunsseng
Og Jordklodens Sultan at lyde!
Molukkernes Gröde du gridsk svælge ned,
Mens persiske Naale beblomstre dit Fjed
Og indiske Perler dig pryde!
Sug Negrens Sved af Japans Skaal
Og södt forbrænd paa Vellysts Baal!
Mens Axet saa yppigt i Furen maa groe,
Omskaberens Ambolt og Teen ei har Ro,
Lad Misvæxt i Sædernes Rige
Med kunstlende Ynde sin Klintekrands snoe
Og Ungdommens Mentor saa sikker sig troe
Bag Lovenes kneisende Dige;
Lad Tigren Selvhed tam og from
Sig tee i Charis’ Helligdom!
Vent rolig, til Blussel undflyer af hver Barm
Og Themis, forhaanet, afvæbnede Arm
Mod Forsæt-Titaner udstrækker!
Snart Rædsel af Slummer dig opjage skal,
Naar Samfundets Ordner i bragende Fald,
Et Chaos, dit Tempel bedækker
Og Ryggeslöshed i sin Ruus
Hovvæbnet tramper Templers Gruus.-
O siig mig, du Store, o siig, hvilket Maal
I Tidernes Oprör din trofaste Naal
Misvisende aldrig tör svige?
Hvor er da det Havblik, de Fredensö’r, du
Tro styrer til, Store, med seirende Hu,
Og o! det forjættede Rige,
Hvor Uskyld sikker synker hen
I Favnen af Forskjönnelsen?
Skal hisset en Orpheus ved himmelsk Accord,
Sin Lyra til Hyrdestav, Drifternes Hjord
Til Skyggen af Palmetræ’r drive?
Skal der, med Foreningens evige Krands,
Fornuften med Selvhed og Pligten med Sands
Den signede Pagt underskrive,
Og jordisk Amathusia
Afslöres til Urania?
Alstyrende Vælde! et Sekel, som sveg
Saa grusomt de Bedres Forventning, nedsteg,
Og Frygten i Jamren end saarer!
Talfrie, som de Straaler, din Sol sender ned,
Er Lidendes Blikke fra Jordklodens Bred,
Talfrie, som din Dug, deres Taarer,
Og Bönnen, svöbt i Sorgens Flor,
Henskygger over halve Jord.
O skal da Fornuften i kommende Tid,
Grumtseirende, ende den blodige Strid
Og Jordkloden Alteret være,
Hvor Selvhed som Offerdyr nedstyrte skal,
Forkort da, Almægtige! Dagenes Tal,
Til Drift gjör den hellige Lære!
Og hvad Fornuft i Sekler, du
Fuldbringe i et Almagtsnu!
Giv dybt i dit Værksted Atomerne Sving,
Hæng Ring i din Kjæde saaledes i Ring,
At Drifternes Oprör maa hvile,
Og Jordkloden Frihedens medfödte Bud
I Handlingen synes at see foldet ud,
Skjöndt Drifter den kun forudile,
Og blot dens Billedstötte saa,
Ved dem opreist, blandt os tör staae.
Giv Retsind, paa Prövelsens Udkant saa fast,
Giv Maadeholds Tömme, der styrer hver Hast,
Som vovsomt mod Grændsen heniler;
Os Nöisomhed und, som Helvetiens Fjeld
Til Guders Olympos, til Nektar dets Væld
Forvandler og, Hebe lig, smiler;
Send Charis-Blufærd, som sin Gjord
I selve Eenlighed omsnoer.
Til Kunst os den samlende Videnskab giv,
Til Tryghedens Blödhed det mægtige Liv,
Som Möie omskaber til Glæder;
Forjag af vort Indre den Vanfred, som der
Opgjærer af Tvivl og afmægtigt Begjær,
Og lad til fuldendede Sæder
Sokratisk Ynde smeltes i
Heroens ædle Barbari.
O frels os fra Hædren, naar seirende Dyd
Sin Offerkrands fletter om bævende Fryd
Og Jordklodens Yndling hensegner!
Hiin Palmegreen visner i Lidelsens Haand
Og, afbrudt i Himlen, kun höiere Aand,
Ei lavere Halvbroder egner,
Her groer den kun ved Taarers Væld,
Men böd du ei os elske Held?
Lad til ubegreben Lyksalighed hist
Daimonen, sin Tankedyd stolt sig bevidst,
Ved jordiske Savn sig berige:
Gjör Glæden til Pligt, eller Pligten til Fryd,
Og send os i Sandsers elskværdige Pryd
Fornuftdydens jordiske Lige,
Og Alt til Eet hensmeltes i
Et Havblik af skjön Sympathi.
Da skulle, skjöndt ikke med Hæder, dog Pryd,
Hver Aandedrag Fred og hvert Pulsslag en Fryd,
Vi Viisdommens Spaadom fuldbringe;
Da skulle, anförte ved en ny Melodi,
De Dage og Aar og Aarhundreder i
Henrykkelsens Runddands sig svinge,
Og du Pæaner uden Tal
I Hjertets Slag fornemme skal.